Da Hovawarten kom til Danmark

Vi sidder i Susan Arensbachs hyggelige stue. Kaffekopperne står på sofabordet.
Bøger, papirer og fotoalbum om hovawarten ligger i nydelige små bunker rundt
om os.

Anledningen til vores besøg skal findes i et forsøg på at give klubbens medlemmer indsigt i lidt af hovawartens indledende historie i Danmark. Der er efterhånden gået over 40 år siden, den første hovawart satte poten på dansk jord. Mange
af vores medlemmer har ikke kendskab til netop dette kapitel og muligvis heller
ikke om deres egen hunds forhistorie. Vi vil derfor med denne artikel forsøge at
løfte lidt af sløret for, hvad der skete i nogle af de første år.

Susan Arensbach har gennem mange år sammen med andre tidlige medlemmer,
om nogen været pioner i arbejdet omkring hovawarten. Hun har med sin viden
om avl og opdræt og sine gode kontakter til den internationale hovawartverden
(IHF), gennem en årrække været en næsten naturlig del af klubbens avlsudvalg.
På det mere private plan har Susan sammen med sin mand Jørgen, bl.a. været
yderst aktiv som opdrætter. Altid med en professionel tilgang til tingene. De
havde sammen Kennel Su-Ja. Susan er æresmedlem af Dansk Hovawart Klub.

Susans forældre var de første til at indføre hovawarten til Danmark. MarieLouise og Thorkild Dam tog initiativet, og Susan har været med hele vejen.

Thorkild Dam, Kennel Tungehave

Claus (herefter ”C”): Susan, du skal have mange tak for, at Merete og jeg måtte
komme. Vi har jo ”bagt” lidt op i klubben gennem nogle måneder, til at nu skal
der ske noget på dette område.

Susan (herefter ”S”): Ja, det kunne jeg forstå på jeres brev.

C: Godt; men kunne du tænke dig at starte med at fortælle lidt om, hvad du kan
huske omkring, hvornår dine forældre for første gang kom på det med at skulle
have hovawart?

S: Ja, det startede jo med, at min mor havde schæfer og så havde hun Australske
terrier. Det var hendes avlsdyr. Og så var de på udstilling i Kiel, og dér var der
en opvisning med hovawarter. De stod og så på brugshundearbejde, og så sagde
min mor: ”Nej, når vi ikke har vores schæfer mere, så kunne jeg godt tænke mig
sådan én der”. Så da der var gået to – tre år, og vores schæferhan var væk, så var
det jo altså tiden til at anskaffe en hovawart. I mellemtiden havde de kontakt til
Hr. og Fru Wiehe (avlskyndige fra det nordlige Tyskland) og den person, der
havde Halja (Halja von der Warthebrücke). Vi skulle have to over til Danmark –
en han og en tæve. Af praktiske grunde – hvis vi skulle avle. Jeg skulle have
hanhunden og min far og mor tæven.

(ZB 5692/67; DKK 319523/67) Arras v. d. Scherenburg og
(ZB 5675/67; DKK 319546/67) Halja v. d. Warthebrücke)

Merete (herefter ”M”): Boede du hjemme på det tidspunkt?

S: Nej, der var jeg på jordmoderskolen, og forlovet med Jørgen (Arensbach).
Jeg var jo meget interesseret i de hunde, så jeg ville gerne have den ene. Det
blev så arrangeret med, at vi skulle hente dem, og så kom Halja og Aras
(Aras von der Scherenburg) til landet. Det har været i 67. Reglerne var, at de
skulle i karantæne i tre måneder, så de kom ud på Emdrup Dyrehospital.

C: Det vil så sige, at de (familien Dam) importerer både Halja og Arras -
altså to hvalpe, hvor der er et par måneder imellem? Hvordan kunne det være, at det lige blev dem?

S: Det var så Wiehe der bestemte det, sådan rent avlsmæssigt, hvad der kom
op. Det var de meget interesserede i, også fordi det var jo deres hunde dernede. De var meget om deres hunde. Så kom de op, de her stakkels dyr, fordi
det var noget forfærdeligt noget ude på dyrehospitalet. De havde tynd mave
fra de kom til de tog derfra. De fik alm. sild og røget sild, og der blev de altså
behandlet rigtig dårligt. Man kunne lige se, hvordan det var gået med de dyrepassere. Hundene havde skidt over det hele, og når de så kommer ind,
springer hvalpene op af glæde, og så har de fået én med kosten. Nå, det endte
med, at min far og mor klagede til veterinærmyndighederne over behandlingen af hundene og forholdene. Så de fik faktisk lov til at få dem ud af karantænen før tid. Allerede dengang kunne man true med at gå til aviserne. Så de
kom ud mod, at de så havde besøg af vores egen dyrlæge, og at de ikke kom
ud mellem andre hunde. Det var så godt for dem; men sådan én som Arras,
han tog skade af det. Jeg oplevede en gang, da en af mine unge piger – dér
var jeg så færdig som jordemor – fik besøg af kæresten. Han gik op ad trappen, hvor Arras var. Arras blev åbenbart så bange, da han så manden i kedeldragten – han kom åbenbart lige fra arbejdet – at Arras sprang ud fra 1. sal ad
et åbent vindue i vores soveværelse. Han varskadet. Det var gået ind på hans
lystavle. Halja havde det lidt nemmere. Hun kom også hurtigere ud af karantænen end Arras – jeg ved ikke hvorfor; men …. sådan var starten på det,
med deres liv.

M: Men det har været miljøet. Det har ikke været genetikken. Det har ikke
været en dårlig hund?

S: Nej, bestemt ikke. Så dårlig var han heller ikke. Så gik vi til træning med
dem. Det har min far og mor altid gjort. Så gik jeg til træning i politihundeforeningen og min far trænede i hjemmeværnet. Ja, Arras trænede faktisk
også i hjemmeværnet. Han gjorde begge dele. Så kom vi jo til et par år længere henne, at de skulle på udstillinger. Vi tog jo meget på udstilling. Vi var i
Tyskland, først til kuldfremstilling. Det var også et krav i betingelserne.

Tungehaves Arko til Kåring i Tyskland 1972

C: Var det altid i Tyskland man tog på udstilling?

S: Ja, men den første udstilling i Haslev på - Røde Hus hed gården på den
gamle hovedvej. Det var faktisk den første udstilling vi havde herhjemme.
Og der kom fru Wiehe og bedømte. Der var nogle og tyve tror jeg. Der var
Graulund så også kommet ind i billedet på det tidspunkt (Leif Graulund -
også en af de første opdrættere i DK).

C: Så tog I til andre udstillinger i Tyskland. Jeg indskyder lige en sætning
her. Jeg kan huske for en del år siden i Buchholz Sprötze – det var med Rico
og Becca. Det var en meget stor udstilling dernede – Wiehe Erinnerungschau
– det var Hamborgafdelingen der var arrangør det år. Vi blev spurgt af en
del tyskere, hvordan det gik med Dam-familien, og vi måtte med skam melde,
at vi ikke vidste hvem de var.

M: Og vi kendte kun Arensbachfamilien. Men Sascha Bonde-Henriksen var
med på den udstilling. Så fik vi spurgt hende, og hun svarede: ”Det er jo Susans forældre”. Så måtte vi jo hen igen til de mennesker og fortælle hvordan
det hang sammen. Så fik vi den på plads (alle griner i stuen).

S: Der var mange som var interesserede i udstillinger. Så lavede vi en gruppe, som tog af sted. Til Buchholz og Burgdorf. Vi fløjtede meget rundt. Vi
blev også ”Siegere”.

M: Hvad med Jørgen, havde han også interesse for hovawarten i starten.
Blev han påvirket af din familie?

S: Ja, det havde han; men der var ikke noget tvang der. Han havde haft
schæfer. I den første periode havde vi også schæfer.
Så begyndte Gisbert Langheim (ærespræsident for den tyske klub, RZV), at
komme op og se Rottweilerklubbens tester, fordi vi påpegede nogle ting,
når vi var dernede til Kåring. Noget vi syntes var helt forkert i forhold til –
ja, for hovawarten var en helt anden race dengang. Når man kom gående på
fortovet med en hovawart, så gik folk over på den anden side.

M: Var det fordomme – eller var det nogle stride hunde?

S: Det var begge dele. Der var virkelig nogle stride; men de stammede jo
nok ovre fra Øst. På et tidspunkt skulle vi på udstilling i Berlin – muren var
der jo stadigvæk – det var lidt af en oplevelse. Aldrig i mit liv har jeg været
så bange. Om det var tæt på Thale (øst Harzen) eller hvor det var. Hundene
ud og bilen endevendt. Og de stod der med maskingeværer. Men det gik
godt med udstillingerne der. Arras og Halja var typemæssigt meget forskellige. Halja havde et meget langt smalt ansigt. Hun var køn. Hun var en meget ædel hund. Elegant. Det er sjovt at have fulgt den udvikling der har været.

M: Halja og Arras fik jo så børn? Beholdt i nogle?

S: En hanhund i vores naivitet. Arras og Arko (Tungehaves) kunne ikke
enes. De måtte holdes hver for sig.

C: Dine forældres kennel blev kaldt ”Tungehaves”. Hvor kom navnet fra?

S: De boede i nærheden af en skov, der hed Tungehaves. Nede ved Fakse.
Ja, det er et lidt mærkeligt navn, hvis man ikke lige ved det. Jeg tror det
kom sig af, at tyskerne også opkalder deres kennelnavne efter, hvor de bor.
Arko var en vidunderlig hund. Det var Arras også. Hver for sig var de vidunderlige. Han havde også et godt væsen.

Ulrik Arensbach og DKK 17320/68, Tungehaves Arko (Dansk-, Luxemburgsk- og
International Champion, Hjemmeværnskåret og Politihundekåret)

Ja, vi var tit mange af sted til udstilling i Tyskland. Vi havde hundene med,
tog på hotel og på udstillinger - og bankede tyskerne. Det havde vi megen
glæde af, og det var godt for klubben. Det sammenhold havde en meget positiv virkning.

C: Tungehaves A-kuld efter Arras og Halja. Hvordan fandt man ud af det
med hensyn til parringsmuligheder? Der var jo ikke ret mange i Danmark.

S: Der tog man jo til Tyskland. Det var så tyskerne der styrede det.

C: Jeg kan jo se at Halja og Arras bliver parret tre gange. Det var ikke gået i
dag; men det var vel sådan man gjorde i gamle dage:

S: Vi havde jo ikke noget materiale, så det var den vej.

M: Hvad med temperamentet, var det meget anderledes den gang?

S: Der var stadig noget af det tyske; men det blev vandet ud efterhånden. Det
var ikke nemt at løbe i en hanhundegruppe til en udstilling. Heldigvis er det
vandet ud; men man vil vel stadig gerne se, at det er en brugshund?

Danskerne skal også passe på, at de ikke vander det for meget ud, så det til
sidst ikke er en hovawart.

Vi så på ture, hvordan hundene gik langs grænsen mellem Øst- og Vesttyskland. Det var hovawarter, rottweilere og schæfere. Det var utroligt, at det
kunne gå, for de løb rundt mellem hinanden.

C: Mange af dem blev også aflivet efter murens fald. Jeg har i øvrigt læst
noget om en af de ture, hvor I har været sydpå. Jeg tror, at Maj-Brit Andersen en gang har skrevet en artikel til et af de første blade. Jeg var overrasket
over, hvordan I kunne have hundene med.

S: Vi lejede en bus.

M: Sad de i bure?

S: Nej, nej. Det gik godt. Det var sjovt. Jeg kan ikke huske om vi gjorde det
en eller to gange. Vi havde det simpelthen så sjovt, og det gav sammenhold.
Så lærte man nogle andre at kende – også nogle tyskere.

Min første parring i udlandet var så nede hos Ute. Det er jo et gammelt bekendtskab. Jeg har jo kendt Ute (Steininger, Kennel Rumesburg) i mange år.
Tyskerne tog godt imod os. De syntes, at det var spændende. Vores tæve hed
Mille (fra Max Andersen). Ja, det var jo en hel dagsrejse. Vi skulle jo til Bayern. Det var Gisbert (Langheim) der havde udvalgt hvilken hanhund vi skulle
have. Han sagde så, at det skulle være Arko vom Driescher Hof.

Og så kørte vi ellers af sted – hanhundeejeren boede jo som sagt langt nede i
Bayern. Vi havde en overnatning undervejs, så vi kun havde den sidste tredjedel tilbage. I skal tænke på, at det ligger mange år tilbage. Og bilmæssigt!
Så almindeligt var det jo heller ikke. Det var sådan lidt puha – så langt havde vi aldrig været før. Nå, men vi kom ned til Ute, og hun havde så valgt et
eller andet sted vi skulle mødes. Hun skulle nok vise os vej det sidste stykke. Vi kom da også derned, og hun kom og hentede os – og mit tysk var rigtig dårligt. Der kunne jeg ikke andet end mit skoletysk; men Ute, hun brugte
arme og ben, og så var hun fra Kölnområdet, så hun forstod mange af de ord
jeg sagde fra det frisiske. Ute forklarede og vi fik parret hunden. Den hanhund var meget parringssikker. Gisbert ville ikke have, at vi skulle køre et
sted hen, hvor det ikke lykkedes. Det var lige ”vupti”, så var det overstået.

S (tager et fotoalbum frem): - Jeg har en masse billeder her. Det kan være, at
jeg skal sætte mig i midten. Det var dengang man lavede billeder.

S: Så var vi på tur og havde børnene med. Her er bl.a. Jørgen, Grete Keller
og Grete Ørn. Og så kørte vi af sted i Jørgens ambulance. Den lavede vi om 

til en camper. Kommunehospitalet havde fem eller seks af de der engelske.

Så skulle Falck overtage det. De solgte dem og vi købte én. En af vores venner var ophugger og Jørgen gik i gang med at renovere den. Vi har haft mange gode ture i den. Vi kunne overnatte i den. Der var køleskab og gas i.

S: Der var vi nede og hente Quanda von der Höripforte. Det var hende der
bankede tyskerne sønder og sammen – på udstillinger. Hun vandt virkelig
mange udstillinger. Vi kørte ned til Bodensøen for at hente hende; og så på
vejen hjem var vi på udstilling nede i det sydlige Tyskland. Efter vores første
besøg sagde Quandas ejer, at han ikke ville af med hende. Jeg kunne se på
nogle af de andre hvalpe. Så sagde jeg, at det var bare ærgerligt, for jeg ville
ikke have andre - og så kørte vi derned - og hentede hende.

Merete: Du var faktisk en rigtig strid hvalpekøber, når du sagde sådan.

S: Jeg vidste jo godt, hvad jeg ville have.

M: Og det har han nok haft respekt for.

S: Ja, det havde han. Han havde også Ute som mellemmand. Ute kendte ham.

S: Så kørte vi på udstilling, og det var en af de to brødre der var dommer.
Karl-Heinz. Jeg kan ikke huske hvad den anden hed. Dommeren kiggede på
det lille pus vi havde med og så sagde han: ”Det er en Höripforte”. Og han
havde overhovedet ikke set eller hørt noget om det inden. ”Hvordan kan du
vide det?” spurgte jeg dommeren. Dommeren svarede, at det kunne han se på
linjerne. Det var imponerende.

C (drillende): Det har han da vidst i forvejen.

S: Nej, det vidste han da i hvert fald ikke!!

…. og så gik snakken videre ned ad mindernes landevej; ledsaget af kaffe og
hjemmebagte boller. Tak til Susan for gæstfrihed, og lån af billeder.

Merete og Claus Harding Hansen