Følg Hova-Vaengets D-kuld
Ciskas drægtighed, hvalpenes fødsel og videre liv.
Hvalpene er solgt med Stamtavle fra Dansk Kennel Klub - med påtegningen ”Denne hund er avlet efter Dansk Hovawart Klub’s og DKK’s avlsanbefalinger”.
I dag d. 19. september 2021 har
DKCH, CIE-Champion (International Udstillingschampion), KBHJV16, Hova-Vaengets Dana
vundet DKKs Internationale udstilling i Ballerup med Excellent, CK, 1. BTK, CACIB; BIR og har samtidig opnået titlen
KBHV21.
Stort tillykke til Danas ejer Klas Widén og handler Eva Paulin.
Søndag d. 5. maj bestod
Hova-Vaengets Dinah
den udvidede mentalbeskrivelse. Da hun nu har opfyldt samtlige krav for at blive avlskåret, kan hun nu smykke sig med titlen AK.
Til lykke til Dinahs ejere
Lene Brohus og Michael Ravn.
Dana har i dag d. 2. november 2018, vundet den internationale udstilling i Växjö, Sverige, med CACIB.
CACIB tildeles kun racer, der ifølge FCI's race-/gruppeinddeling er defineret som brugshunderacer. Hunden skal have opnået fire CACIB'er i tre forskellige lande under tre forskellige dommere. Der skal mindst gå et år og en dag mellem det første og det sidste CACIB.
Da Dana tidligere har opnået CACIB i Neumünster, Tyskland og tre gange i Herning og Roskilde, opfylder hun dermed kravene og tildeles titlen International Udstillingschampion INTCH-(U).
Et stort og varmt tillykke til Danas ejere Louise og Klas Widén, og sidst men ikke mindst Danas uforlignelige handler, Linda Hintz.
Søndag d. 7. oktober 2018 var Debbie (kaldet Dea) til den udvidede mentalbeskrivelse
som hun bestod. Generelt kan det siges, at hun er en utrolig glad og venlig hund med gode afreaktioner.
22. april 2018: Hova-Vaengets Dana har i dag bestået FP (Færdselssprøven) i Sverige. Et stort tillykke til Louise og Klas.
(foto: Björn Stenmark)
foto: Carsten Nielsen
Lørdag d. 2. september blev der afholdt efterårsudstilling i Roskilde med Dansk Hovawart Klub som vært. Det blev en flot oplevelse. Alle hundene fra Kennel Hova-Vaenget klarede sig rigtig godt. Flot fremvist af deres ejere fik de følgende præmieringer:
Hova-Vaengets Effie (kaldet Maggie): Excellent Junior Klasse Plac.1 CK
Hova-Vaengets Dinah: Excellent Åben Klasse Plac.2 CK 3.BTK
Hova-Vaengets Dana: Excellent Champion Klasse Plac.3 CK
Hova-Vaengets Ciska: Excellent Åben Klasse
Hova-Vaengets Chaplin: Excellent Åben Klasse Plac.1 CK
Desuden vandt Kennel Hova-Vaenget "Opdrætterklassen" med flot Hæders- og Ærespræmie.
30. april 2017: Vi har været forbi DKKs Internationale udstilling i Roskilde.
Masser af gode oplevelser over to dage - ikke mindst Hova-Vaengets Dana, som i en alder af 2 år og 13 dage blev BIM og BIR og nu har opnået titlen Dansk Champion (DKCH).
Et stort tillykke til Danas svenske ejere Louise og Klas Widén fra Kennel Widhovs - og deres dygtige handler LInda.
7 x HD-A
30. november 2016:
Hele D-kuldet er tidligere i år blevet mentalbeskrevet og nu er også de sidste
HD-resultater kommet i hus.
Det blev til hele syv af HD-A slagsen.
Hova-Vaengets D-kuld er efter
Jago vom Hundsbühl og vores egen Hova-Vaengets Ciska .
17. september 2016: Hova-Vaengets Dana, bosiddende i Sverige, er i dag blevet Københavnsjuniorvinder (KBHJV 2016) på DKKs internationale udstilling i Ballerup. Dana fik også sit første Certifikat. Tillykke til Louise og Klas.
18. august 2016: Claus og Dinahs ejer Michael Ravn, var d. 13. august en tur i Sverige for at overvære mentalbeskrivningen af Dana. En glad hovawart, med en del jagt og gode afreaktioner. Uberørt af skud.
Interessant at overvære den svenske version af beskrivelsen.
1. maj 2016: Så har de første fem hvalpe fra D-kuldet været til mentalbeskrivelse. Det foregik i Slangerup, og som sædvanlig havde Hovawartklubbens repræsentanter gjort et godt arbejde forud for dagen. Fællesnævneren for vores hvalpe, som dog ikke er så små mere, er at de er venlige, glade hunde, med gode afreaktioner.
25. juni 2015: Vi har tømt vores mobiler for (vist nok) upublicerede billeder. Lidt fra hverdagen, bl.a. besøg af den lokale børnehave.
17. juni 2015: Vi har mange feriebørn i øjeblikket, som har megen glæde af hinanden. Christoffer har iført sig "beskyttelsesdragt" i form af hundenes tunnel, for at undgå de skarpeste tænder. Hvalpene er fløjtende ligeglade med hans udstyr. Jonathan prøver at redde sine snørrebånd og Alberte har meget fornuftigt placeret sig uden for hvalpehegnet. Klik for forstørrelse.
14. juni 2015: Vi har været på en kort weekendtur ude i klimaet, med de fire hvalpe, som endnu ikke er kommet ud til deres nye ejere. På billedet spiser de morgenmad efter en god nats søvn - uden uheld af nogen art. At gå i line bliver de også bedre og bedre til. De er dygtige.
12. juni 2015: Hvalpene er nu 8 uger gamle, og skal til at forlade os og den lille kennel. Altid vemodigt; men også tid til at se fremad. Hvalpene skal ud til gode, seriøse og ikke mindst kærlige familier. Det er et godt hold, så vi har en rigtig god fornemmelse. Vi har hele tiden vidst, at vi kun har haft hvalpene til låns. Selvfølgelig knytter vi tætte følelsesmæssige bånd til dem; men samtidig ved vi, at vi stadig vil se dem fremover.
Klik på Ciska og Dinah og kom videre til billederne fra ugen der Gak.
11. juni 2015: Den har stået på lineføringstræning igen i dag. Eller måske burde man kalde det tålmodighedtræning. Samtidig benyttede vi lejligheden til at få taget 8-ugers portrætterne af hvalpene. Det er jo nu, at "de små" skal holde "Sidste nat med Kliken". I morgen forlader de første os, og så går det ellers slag i slag hjem til nye familier.
Klik på Debbie og bliv sendt hen på den sidste samlede omgang portrætter i denne omgang.
10. juni 2015: Vi har været på udflugt med hele D-kuldet. Maglehøj og omegn. Godt vi har tre bure i bilen - en rigtig hundecontainer. Hjemme på matriklen var der uddeling af gaver i dag til hvalpene. Masser af dejlige bløde bamser, som de små tog sig meget kærligt af. Vi har også trænet lineføring. Absolut en udfordring, når alle hvalpe altid vil en anden vej.
9. juni 2015: Hvalpene er mere og mere i gang som dagene går. Der er vild aktivitetet i vores lille lokale hvalpehave. Rollingerne har efterhånden nedlagt de fleste blomsterbede i haven og rabarberne er skåret kraftigt ned, for at sige det mildt.
Ciska skal snart køres op på en lift, når hun skal give "de små" mælk.
8. juni 2015: Set her fra fotografens vinkel, ser det ud som om at de to Quinder mere end bare nyder deres nålestikmission. Nej - både Merete og Stine Dyrlæge er dybt seriøse, også når det gælder de, for hvalpene, mindre sjove opgaver, som f.eks. at vaccinere.
Det skal siges, at alle hvalpe tog det med oprejst pande uden at kny, så nu ved de, hvad de går ind til, når de skal genvaccineres ved 12 ugers alderen.
Klik på Dinah og Darwin for større udgaver.
7. juni 2015: Vi har haft hvalpetest. En lang dag, hvor vi fik bekræftet, at vores små hovawarter er meget, meget sociale og menneskevenlige. Nu er vi alle godt trætte.
Klik på billedet og se lidt indtryk fra dagen.
6. juni 2015: Portrætdag. Et godt måltid mad. En behagelig hængekøje. Så er hvalpene klar til at lade sig forevige. Klik på Dollie og se hvor store de små er blevet.
5. juni 2015: En mærkedag på mange måder. Her mest pga. dejligt mange besøgende, ikke mindst Ciskas bror, Hova-Vaengets Charlie. Hvalpene stifter løbende bekendskab med mange gennemvaccinerede hunde, og i dag var det altid velafbalancerede, flotte onkel Charlie. Senere havde alle hvalpene også glæde af den smukke hovawarttæve Nala (Brenta vom Erlenbrook).
Klik på Dexter og Charlie, og bliv sendt videre til billeder fra ugen der gak.
I morgen skal der tages ugeportrætter.
4. juni 2015: Vi nyder det, vi nyder det! Et privilegium at kunne se hvalpene tumle rundt i haven. Hele tiden nye situationer. Flere børnebørn på besøg i dag. Havde taget deres Bichon Havanese med - otte-årige Simba. Hvalpene var meget interesserede i ham og tænkeboblerne stod nærmest i kø: "Hvilken kennel kommer du fra?"; "Er det et nyt stykke legetøj fra IKEA, som vi skal afprøve i hverdagen?" etc., etc..
3. juni 2015: Tørvejr og blæst. Græsset er højt og blev slået. Det trængte mild sagt, selvom hvalpene syntes, at det er sjovt at hoppe rundt i. Børnebørnene er rigtig gode til at sikre nervestærke hvalpe :-). Alle spiller bold - både firbenede og tobenede.
Ciska fik også lige tid til at finde figuranten (Alberte), der havde gemt sig i kirsebærtræet.
2. juni 2015: Det er et rigtig hundevejr i dag. Byger afløses af solstrejf; en lille lur, af leg i haven. Hvalpene har fået den obligatoriske ormekur for anden gang. De voksne hunde ligeså selvfølgelig. Der var vejning ved samme lejlighed. Alle trives. Det er et godt hundeliv.
Klik på billedet for evt. forstørrelse. Vi er på udkik efter Rabarbermanden!
1. juni 2015: Sommerens første dag, hvis vi kaster et blik på kalenderen, er en mærkedag, eller rettere sagt en chippedag, her i huset. Vores familiedyrlæge Stine fra Odsherred Dyrehospital var forbi med "kanylerne", så hvalpene kunne få den chip i nakken, der svarer til deres registrering i Dansk Kennel Klub. Drengene lagde for, bare for at vise pigerne, at der ikke var noget at bekymre sig om; men i sidste ende var det de seje piger, der tog prikket uden at kny.
31. maj 2015: Søndag startede med masser af regnvejr, og vi syntes at det var bedst at tage dem indenfor. Som sædvanlig vilde protester indtil vi forbarmede os, og "slap dem fri". Alle styrtede ud i shelterne - undtagen vores lille filosof, Dea, som uden at ænse postyret fra de andre, lige tog sig en aleneskraber indenfor, på et par timer.
Både i dag og i går har vi haft besøg af rigtig mange søde mennesker - og en hund. Det var onkel Chaplin. Ciska var nærmest overstadig glad for at se ham, og for at vise nevøer og niecer frem.
Klik på billedet for forstørrelse.
30. maj 2015: Et nyt stykke legetøj blev præsenteret for hvalpene i dag. Et boblebad fyldt med kulørte bolde, tilsat godbider, som hvalpene velvilligt dykkede ned i. Lignede nærmest små mulvarpe på gravearbejde.
Der er også blevet taget portrætter i dag. Se forsiden - eller tryk på Dexter, ham med den gule bold.
29. maj 2015: I dag har den igen stået på lidt miljøtræning. Hvalpene er enkeltvis helt på egen hånd i for dem ukendt terræn. Sjovt at se, hvor nysgerrige de er. Alle er også blevet børstet. Det er jo snart weekend. Det gik i øvrigt forbavsende let. De troede nok, at det bare var en gang lækker massage. Klik på "mellemmåltidet" og bliv sendt videre til billederne fra ugen der gik.
28. maj 2015: Slagregn, torden og hagl væltede pludselig ned over os. Vejrudsigten var blevet tjekket på forhånd og alle forholdsregler var taget, hvis vi ville være nød til at trække ind. Den indendørs del af hvalpegården var udvidet i dagens anledning, så ... .
Og stærkt gik, det da uvejret var over os. De syv der netop havde overstået frokosten, blev kaldt ind; men løb så alligevel den modsatte vej. De strøg ind i de to sheltere, hvor de lå tørt og godt; men vi valgte alligevel at tage (bære) dem indenfor, da regn, hagl ledsaget af bulder og brag hamrede voldsomt på tagene. Det blev starten på en hylekoncert, der blev ved i næsten det uendelige. De ville hellere være ude. Rigtige friluftshunde!
Snart drev de mørke skyer forbi, og solen brød atter frem til hvalpenes udelte tilfredshed, da de igen fik adgang til udearealerne. Alle undtagen Dea, genoptog deres pladser i shelterne og sov en god lang middagslur. Freden i den lille kennel var genoprettet.
Og Dea, ja hun gik på opdagelse ganske alene i den store have; men det kan I se mere om, når vi i morgen udsender ugens kendte og ukendte billeder.
27. maj 2015: Hvalpene får nu opblødt tørfoder tre gange om dagen. Dvs. opblødt og opblødt - nu bliver der ikke tilsat så meget vand mere, konsistensen bliver tykkere og tykkere, og efterhånden ender det med, at de får rigtig tørt foder. De er også begyndt at drikke meget vand. Inden sengetid tilbydes de lidt mælkeerstatning, hvilket alle er glade for - undtagen Dea. Hun kan ikke fordrage det. Foretrækker den ægte vare fra Mors haner.
Vi har også mange besøgende. Bl.a. i eftermiddags kom nogle af børnebørnene. Hvalpene elsker at hygge med dem - og det er vist gensidigt.
På billedet til venstre ses Jonathan med Dinah og Dea. I midten er det Dea i fuglebadet og til højre er Christoffer krøbet op på det ene sheltertag for at lave lektier.
26. maj 2015: Hverdag igen. Efter morgenmaden blev der leget rigtig vildt i den nye tunnel. Nogle af hvalpene synes, at det er ekstra sjovt at rulle røret, mens at de andre ligger inden i.
De små har masser af gå på mod og finder det vildt underholdende. Efterhånden er det lidt svært at feje fliserne. Kosten er udset til at være alles fjende og bliver kontant overfaldet straks den bliver taget i brug. Bedst som man tror, at de aldrig vil stoppe, lige så hurtigt falder de kollektivt til ro. Som det ses til venstre benytter Ciska også lejligheden til at tænke på John Blund. Til højre er det Claus med en ung lovende han.
25. maj 2015: Har haft besøg af hovawartfolk i dag. Godt for hvalpene hele tiden at møde fremmede mennesker. Samtidig præsenterede vi også hvalpene for et nyt stykke legetøj - en tunnel. Ciska viste lige, hvordan man på bedste agilitymanér kom igennem, og så tog de syv ellers den nye udfordring i brug.
Hvalpene er meget tillidsfulde - både overfor mennesker, og hvad vi ellers finder på at udsætte dem for :-).
Klik på billederne for forstørrelser.
24. maj 2015: Udvidelsen af den eksisterende hvalpegård har været en stor og god oplevelse for hvalpene. Hurtigt har de vænnet sig til den ekstra plads at tumle sig på. Hele tiden udsættes de for nye udfordringer. I dag fik vi mennesker frugtgrød, og nogle af rabarberbladene endte inde hos de syv. Sjovt og billigt legetøj. Indimellem tanker de lige kræfter op med nogle ordentlige fællesskrabere.
23. maj 2015: To begivenheder prægede dagen i dag. Hen på eftermiddagen blev der lukket op til den af hvalpene hidtil ukendte Vestre- og Nørre Hvalpegård. De myldrede derned, da hegnet blev væltet. Var her og der og alle vegne. Ciska havde travlt. Syntes at hun burde have styr på tropperne; men det var bare en god oplevelse for hende og os, at se hvordan de tumlede rundt på de nye arealer. Efter at have fået mad i den nye afdeling, faldt der ro over gemytterne. Nogle valgte at sove i det nye shelter, andre i det gamle; mens de resterende bare faldt om, hvor de nu syntes at der var godt at ligge - og slå mave.
Hen under aften var det så tid til at få taget ugeportrætterne. Et enkelt billede af hver blev det til, inden der igen skulle knaldes lidt brikker. Klik på Dea og se ugens billeder.
22. maj 2015: Besøg i dag af nogle af børnebørnene. Selv om de dagligt følger troligt med i dagbogen, overraskes de alligevel hver gang de ser de syv. Specielt hvalpenes motoriske udvikling imponerer dem (og os). Nu løber de med fuld fart - både fremad og baglæns; og deres forsøg på spring fra shelter og trappetrin minder mest af alt om et bedre lotteri i forhold til hvor og hvordan de lander.
Som det efterhånden er sædvane om fredagen, kan man trykke sig ind på ovenstående billede og komme videre til albummet "D-kuldet - uge 5". Udover allerede viste billeder i ugens løb, er der også mange ikke tidligere publicerede fotos fra "Ugen der Gak".
21. maj 2015: Nyder det gode vejr. I dag er der slået græs i den del af hundegården, som endnu ikke er åbnet op for hvalpene. Arealerne de har til rådighed øges gradvis. De små præsenteres hele tiden for nye udfordringer, med udgangspunkt i det trygge og kendte. Udover græsslåmaskinerne, havde vi og naboen også gang i græstrimmerne. En værre larm, som dog ikke så ud til at forstyrre de syvs formiddagssøvn. Som det fremgår af det midterste billede, måtte de også være godt mætte. Både opblødt hvalpefoder og så en longdrink hos mor, mens hun lige tager sig af opvasken.
20. maj 2015: Her er et par stemningsbilleder fra i går aftes. "Natmaden" blev indtaget på syd-terrassen og bagefter var der fælleshygge i shelteret,
På billedet til højre ser man et eksempel på alternativ opredning efter dagens frokost.
19. maj 2015: En lille hvalp må ikke blive våd, så her i huset sætter vi virkelig pris på tørvejr. De syv elsker at være ude og protesterer højlydt, når vi er nød til at tage dem indenfor.
Her ved 12.30-tiden står den på opblødt hvalpefoder. Når vi serverer maden for dem ledsages den af lidt "ivvv, ivvv-lyde" fra vores side. Lynhurtigt har de lært at forbinde det med, at nu er der mad. Når de senere skal have tørfoder spredt ud i græsset, bliver der ligeledes sat en "kommando" på - nemlig "Søøøøgeeee". Og den hænger jo ved, når de senere skal gå spor eller finde genstande i et felt.
I øvrigt spiser de godt - vi kan sagtens konkurrere med Gustav Wieds: "Det store Ædegilde".
18. maj 2015: Om morgenen, som for nogle nok er sidst på natten, vækker Ciska sine hvalpe. De starter starks et hylekor op. Alle vil ud og have en stående morgentår fra mor. De tramper nærmest asocialt på hinanden for at komme først ud ad havedøren.
Når hvalpene har fået stillet den værste mælketørst, trækker de over under buskene for at "gøre deres toilette", som det så fint hedder i visse kredse. Derefter får de serveret deres morgenmad i to tallerkener, og hvad gør man så efter en god lang nat - ja, de sover. Nå nej, der skal lige leges intensivt i 5-10 minutter; men så er det også ind i shelteret og tage en skraber på halvanden times tid.
Imens ryddes den indendørs hvalpegård, hvor hvalpene har fået deres nattesøvn. Enkelte uheld har der været i nattens løb; men sådan er det. Vet-bed tæpperne ryger i vaskemaskinen (hurra for den); der støvsuges, vaskes gulv, lægges nyt underlag ud, som efterfølgende belægges med aviser. Rene tæpper lægges på, mini-lavoen sættes på sin vante plads i hjørnet, og legedyr, småpuder o.lign. fordeles med jævn hånd - og så er der igen klar til, at de små kan indtage den indre hvalpegård, hvis vejr eller andre ustadige forhold, skulle tvinge os ind i løbet af dagen.
Og så skal vi to-benede og de voksne hunde have en god gang morgenmad. Den kop kaffe smager ekstra godt!
17. maj 2015: Endnu en dejlig dag i haven. De syv hvalpe nyder at tumle rundt med hinanden, kun afbrudt af regelmæssige måltider og de efterfølgende obligatoriske - nu får vi lige én på øjet og samler kræfter til nye eventyr.
På billedet til højre har Ciska lige gravet et ammehul, og straks kom der tre forbi.
16. maj 2015: Ugeportrætterne skulle i kassen, og selvfølgelig måtte det foregå udendørs. De er godt nok livlige i øjeblikket. Havde forventet at det skulle blive en større udfordring, at få hvalpene til at sidde bare nogenlunde stille; men bortset fra Dollie og Dana, som lige skulle udnytte, at de var på den store scene, så gik det forholdsvis nemt. Måske fordi de var trygge ved at være på terrassen foran deres elskede shelter.
Vi er begyndt at sætte de små over i græsset, når de har sovet, og hurtigt har de vænnet sig til, at det altså er det bedste sted, når man skal træde af på naturens vegne. Hvis de ligger og sover inde i shelteret og vågner, så stavrer de pligtskyldigt udenfor og forretter deres nødtørft - imponerende.
Hvalpene har også været igennem deres livs anden negleklipning. Ingen problemer, da de er glade for at være i hænder. Vi har i øvrigt haft mange besøgende i ugens løb - dejligt!
Klik på Darwin for at se hvor meget der er sket med hvalpene på bare én uge.
15. maj 2015: Det er ikke kun hvalpene, som er glade for shelteret. Ciska så sit snit til at bemægtige sig en plads i skyggen. Puttede sig godt, om på siden og åbnede så en
Drive-in Mælkebar. Straks kom et par hvalpe forbi og foretog en skråparkering.
Hvalpene har nu rundet de fire uger, og ved at trykke på billedet, kommer man videre til indtryk fra den forløbne uge.
14. maj 2015: Endelig oprandt dagen, hvor hvalpene skulle ud for første gang i deres liv. Terrassen og de nærmeste omgivelser, der støder op til den kendte indendørs hvalpegård, har stået klar de sidste par dage til at tage imod de små forventningsfulde hovawarter. Da døren blev åbnet, og det klare solskin faldt ind på hvalpene, begyndte den store udvandring - langsomt, men sikkert. Én efter én forcerede de forsigtigt trappetrinnet ledsaget af mor Ciska, for at tage de nye luftige arealer i brug.
Efter at have vænnet sig til alt det nye, fik de 7 serveret opblødt hvalpefoder, og så var det ud på det grønne græs; dufter godt, stikker lidt i næsen, men godt at bruge, når man skal træde af på naturens vegne.
Efterfølgende viste det sig, at shelteret var et absolut hit. Alle foretrak at sove eftermiddagslur her, selvom muligheden for at trække sig tilbage til den "gamle" velkendte indendørs hvalpegård absolut var til stede.
Ciska og mormor Iza ryddede pænt op efter dem - slikkede tallerkenerne skinnende rene.
Ved at klikke på de ovenstående billeder, skulle der for brugere af PC og Laptop, være mulighed at se nogle små film.
13. maj 2015: Fødekassen er nu blevet fjernet fra hvalpegården. Det var et tilløbsstykke. Hjælpsomme (læs nysgerrige) små hovawarter trængtes om den tålmodige håndværker (Claus), der efter at have fjernet møblementet, skulle støvsuge og lægge nyt underlag. Ret så hyggeligt!
Hvis vejret arter sig i morgen, skal hvalpene ud i klimaet for første gang. Udearealerne står nu parate og venter på de syv. Spændende bliver det.
12. maj 2015: A38, piskefløde, pasteuriserede æggeblommer og lidt honning pisket godt sammen og serveret lunt. En dejlig cocktail for små hvalpeganer. Deres små tunger lapper det i sig. Forinden har Ciska givet forretten, som også står højt oppe på hvalpenes hitliste.
Til sidst går hun en runde og sørger for, at de igen kommer til at se præsentable ud.
Klik for forstørrelser.
11. maj 2015: Efter at Ciska har givet de syv morgenmad og "vasket" dem godt bagefter, trækker hun sig tilbage for at hvile sig lidt. Her ligger hun i gangen (indenfor hørevidde) og småsover lidt. Måske udveksler de to damer hvalpeerfaringer. Mor Iza har jo trods alt haft tre kuld med 23 hvalpe.
På udebillederne kan man se, at vi er i gang med at bygge vores velkendte hvalpesheltere. Snart er de udendørs arealer klar til at tage imod de små, når det inden længe er tid til at tage, det for dem, meget store skridt ud i det fri.
10. maj 2015: I morges før de fleste andre mennesker i kongeriget Danmark, fik øjne på en søndag morgen, fik de små hovawarter ekstra modermælkserstatning, efter at Ciska havde givet dem som hun plejer.
Herligt at se dem i deres første forsøg på at lappe mælk i sig, som ikke kommer ud af mors haner.
De fleste tramper rundt i tallerkenen og straks efter kaster de sig over hinanden for at slikke de mælkedryppende poter. Kort efter finder de ud af, nærmest ved et tilfælde, at de kan lappe det i sig direkte fra fadet - og så går det stærkt!
9. maj 2015: I dag har hvalpene fået lidt fedt i håret. Nej, de skulle have deres livs første obligatoriske ormekur. De slugte grådigt pastaen, indtil de fik smagt ordentlig på den - og så var det bare ADRRRR!!! Men der var ingen vej udenom, den skulle bare ned.
Bagefter var det tid til fotografering. Ugeportrætterne skulle i kassen; men flere af hvalpene lignede nogle der reklamerede for brylcreme. De fleste formåede at tvære pastaen ud over hele hovedet, selvom Ciska gjorde sit bedste for at få dem nyfriserede.
Klik på billeder ovenfor, og se hvor meget de har forandret sig på en uge.
8. maj 2015: Hvalpene er i dag tre uger gamle. Sjovt at se hvordan de nærmest synkromt fatter interesse for hinanden omkring dette tidspunkt i deres liv. De er begyndt at lege, klatrer på os når vi sidder i hvalpegården og rusker i vores bukseben. Alle færdes hjemmevant i kravlegården.
Sjovt at se, når de skal træde af på naturens vegne. Så trækker de sig lidt afsides til et roligt hjørne, hvor de så sidder som rigtige hunde nu en gang gør - med halen strittende lige bagud.
Vi spiller også en del stille musik for dem. Der er dog delte meninger blandt dem, om hvad der hitter mest i de små øregange. DR P2 resulterede her til morgen i en lille hylekor, eksempelvis ved Bachs Cembalokoncert nr. 2! Frygteligt at høre på - altså hvalpene. P5 får lov at køre uden kommentarer - som regel.
Vi har kreeret et lille album med billeder fra den forløbne uge. Nogle af dem har været vist her på denne side; men der er også mange hidtil upublicerede. Klik på Dollie ovenfor og bliv sendt videre.
Og så er det i morgen lørdag, at der skal tages ugeportrætter af de små.
7. maj 2015: "That´s one small step for a puppy, one giant leap for dogkind".
I går hen under aften, kunne vi ikke trække den længere. De første af hvalpene havde i løbet af dagen haft held med at flygte fra hvalpekassen. Heldigvis var faldunderlaget, der omgav deres hjem gennem snart tre uger, etableret i god tid, så ingen kom til skade under springturene. Konklussionen var - vi måtte åbne døren op til den "store" kravlegård, som var sat op om formiddagen.
Alle tog straks velvilligt springet ud over kanten (ca 5 cms højde) for at udforske den store ukendte verden.
Efter det efterfølgende tatargilde (man skulle være hund), og sluk-efter hos mor Ciska, vendte alle tilbage til kassen for snart efter at falde i dyb søvn, fyldt godt op med aftenens spændende oplevelser.
6. maj 2015: Sent i går aftes fik hvalpene "tilskudsfoder" for første gang. Indtil nu har de levet udelukkende af den næringsrige mælk fra Ciska. I naturen gylper tæven føde, som den har fanget, op til hvalpene. Det ses stadig at tamhunde gør det samme; men det er sjældent. Vi erstatter dette tilskud med tatar, som vi ruller til små lune kugler. Når hvalpene får fært af lækkerierne, lyder der oftest et lille "sluuurrrp" - og vups, så er kødet forduftet fra jordens overflade. To - tre håndvarme af slagsen til hver, og selvfølgelig bliver de voksne hunde ikke snydt. Sidegevinst: Alle sover godt og længe.
5. maj 2015: Ciska ligger jo nu og ammer udenfor hvalpekassen. Når hun ligger udstrakt kan hun og hvalpene simpelhen ikke være i den samtidig. Tiden nærmer sig nu, hvor beboelsen skal åbnes op i den ene ende og give hvalpene adgang til nye arealer (udfordringer). Efter nogle dage bliver kassen helt fjernet, for så har de vænnet sig til de nye omgivelser.
På billedet til højre er en af hvalpene ved at tjekke mail sammen med Claus. Selvfølgelig er der samtidig rig lejlighed til lidt nussen og krammen.
4. maj 2015: Det ringede på her til formiddag. De voksne firbenede var straks ved døren og deres vildeste forventninger blev opfyldt. Det VAR fragtmanden med hvalpemælk og foder "en masse", som franskmændene siger. 200 kg. for at være helt præcis. Claus slæbte og slæbte; mens Darwin fladede ud med en tankeboble svævende over sin spændstige krop med ordene: "Er der lige én der gider at klø mig på ryggen?".
3. maj 2015: Vi har haft mange (dejlige) besøg i de sidste par dage, og Ciska har til overflod vist sin venlighed og imødekommenhed. Tager imod ved hoveddøren og viser herefter stolt sine børn frem. Når hvalpene skal have mad, lægger hun sig lige midt mellem alle os, store som små, og ammer med den største naturlighed. Det ser fredfyldt ud og smitter af på os - det er en lise for sjælen for os mennesker at følge.
Dagens ene "billede" er et regneark, der beskriver vægtforløbet fra hvalpenes fødsel (måske mest for smånørder). De første 21 dage vejer vi hver dag på nogenlunde samme tidspunkt. Vi har hele tiden styr på om alle tager planmæssigt på. Herefter kommer de på vægten en gang om ugen.
2. maj 2015: Så oprandt dagen, hvor vi skulle tage de obligatoriske ugeportrætter af hvalpene, og det blev som vi forventede - noget af en oplevelse. Fotoatelierets personale (Merete og Claus) havde hænderne fulde, da hvalpene enkeltvis skulle portrætteres. Flere vuf-protester hørtes undervejs; men det lykkedes at få det hele i kassen. Forstår godt at Bob Hope var træt af sit job, som børnefotograf, og hellere ville være detektiv. Det her er af samme skuffe - det kræver masser af tålmodighed :-). Klik som sædvanlig på billedet for at se mere.
1. maj 2015: Så er hvalpene to uger gamle, og det betyder, at vi lukker op for besøg. Det er vigtigt, at de nu kommer i flere menneskehænder. Hvalpene er beskyttet gennem mors mælk mod infektioner; men alligevel er vi påpasselige.
De første indenfor døren er vores børn og deres familier. Børnebørnene, som vores hunde er vokset op med, har ikke været forbi i laaaaannng tid, og det skal der nu rådes bod på. De har i dag været her i to hold, og gensynsglæden var stor og rørende - fra begge sider. Ciska var lykkelig for at se dem, og hun viste stolt sine hvalpe frem specielt for de fem børnebørn, som hun jo er vant til at møde i øjenhøjde.
Hvis man har lyst til at se, hvordan det spændte af, kan der klikkes på Alberte og Darwin ovenfor.
Fra hvalpene er tre uger gamle, vil der være fokus på bl.a. socialisering, og at de kommer til at opleve så mange forskellige relevante udfordringer som muligt.
Og i morgen er det jo store-tålmodighedsdag. Hvalpene skal have taget deres 2-ugers portrætter.
30. april 2015: Ren luxus i øjeblikket. Ciska giver de små mad ved 23.30-tiden, og så sover hele huset helt til næste morgen - kl. 5.30!
På dagens billede ses Dana på vægtskålen (1230 gram),
eller måske skulle vi bare kalde det - et par Sort-snuder.
29. april 2015: Hvalpene har fået klippet kløerne. De var efterhånden blevet sylespidse, så det var bare om at få gang i tre-i én.
At få de små til at sidde stille er ikke bare lige sådan. Faktisk er det værre, end når de skal have taget deres ugeportrætter - og dét er en tålmodighedssag.
18 kløer x 7 hvalpe = 126 klip (ingen ulvekløer).
Iza og Ciska fik også lige ordnet negle samtidig.
28. april 2015: Alle hvalpene er begyndt at stavre rundt på alle fire. Ret underholdende at se på, når de forsøger at holde balancen. Øjnene er også så småt begyndt at komme - ja undskyld udtrykket - til syne.
På billedet til venstre ses Darwin sammen med sin Mormor Iza, og til højre er titlen kort og godt: "Når man har fået nok."
27. april 2015: I dag har vi et par billeder fra hvalpekassen. Der er tilknyttet et par tekster:
Til venstre: "Efter en våd aften i hvalpegården" og til højre er det Dollie (forrest med farveklat på låret) der opfordrer mælkeholdet: "Så skubber vi gutter!"
26. april 2015: De små forslugne guffer godt i sig. De tre første uger vejer vi vores hvalpe hver dag. På den måde har vi styr på, om de tager på, som de bør. Man skal på ingen måde sammenligne med os mennesker. F.eks. har Dexter det sidste døgn forøget sin vægt med 105 gram. Det ville svare til at Claus (kampvægt 87 kg) havde taget 10,4 kg. på i samme periode.
Ellers har vi, som det kan ses af ovenstående billede, benyttet dagen til at få rengjort gitteret der skal bruges som indvendig hvalpegård, når de små om fem til syv dage begynder at planke den fra hvalpekassen. Så er det parat!
Ups! Vi er lige nød til at afbryde. Dana har netop planket den, der hvor Ciska går ind og ud af hvalpekassen. Må lige sikre den med en forhøjning. Heldigvis var faldunderlaget i orden.
Vi er straks tilbage - i morgen.
25. april 2015: Så er hvalpene blevet fotograferet enkeltvis i anledning af, at de nu er en god uge gamle. Hver lørdag vil de blive foreviget på ny, så man kan følge den store udvikling der sker.
Klik på Ciska og Dexter for at se, hvordan en hvalp ser ud efter en god frokost.
24. april 2015: Så er det en uge siden, at hvalpene kom til verden, og hvilken udvikling der er sket med dem på den korte tid. De er vokset planmæssigt og er meget smukke med deres helt glatte pels. Ind imellem er de nogle vilde krabater, men snart efter falder de i dyb søvn, fyldt godt op af Ciskas gode næringsrige mælk. Når Mor er færdig med at amme dem, lægger hun sig lige uden for hvalpekassen, parat til at træde til, hvis nogle af de små skulle give et kny fra sig; men de ligger trygt og roligt - kun afbrudt af de sædvanlige små spjæt, når de fordøjer. Sidste nat sov hvalpene uden afbrydelse fra 23.30 til 5.45, hvor Ciska gav dem morgenmad.
På billedet til venstre ses hvordan sutterefleksen fungerer. Tungen (den røde) former sig omkring dievorten og et instinktiv kraftigt undertryk sørger for at mælken suges ud.
Til højre må Ciska vente på, at den daglige rengøring er overstået, og som det måske kan anes på billedudsnittet (snuden), har hun netop været i gang med at forbedre en af sine mange jordhuler - sikkert den kommende sommerresidens. Klik gerne for stor størrelse.
I morgen skal der tages ugeportrætter af de enkelte hvalpe. He-he.
23. april 2015: Som det kan ses af billederne yderst til venstre og til højre, bliver farvepigmenteringen tydeligere for hver dag der går. De blondes næser og trædepuder bliver mere og mere sorte; mens sm´ernes marken træder kraftigere frem. Selv øjenpletterne er ved at være der.
På billedet i midten holder Ciska nøje øje med den daglige vejning af hvalpene. Ved at trykke på netop dette foto, skulle der meget gerne komme en kort filmsekvens frem af Ciska og de syv små. Vi kalder den "De strittende Haler". Virker på Laptop og PC.
22. april 2015: Hvalpene vokser planmæssigt, og der er holdt dåb. Navnene, som nu er registrerede i Dansk Kennel Klub, er som følger (den førstefødte nævnt først og så fremdeles):
Hvalp nr. 1, sm han: Hova-Vaengets Dexter
Hvalp nr. 2, blond tæve: Hova-Vaengets Dana
Hvalp nr. 3, sm tæve: Hova-Vaengets Dinah
Hvalp nr. 4, blond han: Hova-Vaengets Darwin
Hvalp nr. 5, blond tæve: Hova-Vaengets Dollie
Hvalp nr. 6, sm tæve: Hova-Vaengets Dea
Hvalp nr. 7, blond tæve: Hova-Vaengets Debbie
... og selvfølgelig er der også lige et billede, hvor en hvalp efter et godt måltid, lægger sig til rette i hængekøjen (mors bagben og halen som tæppe).
Foto: Monsieur grenouille Foto: Claus Harding Hansen
21. april 2015: Selvom meget drejer sig om hvalpe her i den lille kennel, så må og skal vi selvfølgelig ikke glemme, at der også bor andre her i huset. Hvalpenes Mormor - Iza - på 11½ år, skal jo også have sine daglige oplevelser og motion. Den gamle dame, der bærer sin relative høje alder med den ypperste værdighed, har været ude og småtræne. Merete hyggede sig derhjemme med Ciska og de syv små ....
På billedet til venstre er vi i den heldige situation, at vi har fået en af de lokale frøer fra Trundholm Mose til lige at fotografere Iza i en rundering på Claus. Til højre bruger Iza et træ med nyudsprungne blomster som baggrund, til at drømme sig tilbage til den tid, hvor hun gjorde det så fornemt i udstillingsringen på specialudstillingerne. For forstørrelser - klik på billederne.
20. april 2015: Hvalpekassen er placeret i vores køkken (spiseafdelingen). Om natten sover den ene af os på en madras ved siden af Ciska og hvalpene; mens den anden blunder sammen med Iza i den anden ende af huset. Ved siden af hvalpekassen har vi et lille hyggeligt cafébord med to stole. Her tilbringer vi (næsten) resten af døgnet med at kigge på de små.
Selvom hvalpene spiser meget af tiden, tager de sig også nogle ordentlige skrabere indimellem. Se billederne til venstre (som man kan klikke større).
Til højre ses Ciska i en ammesituation, som kunne kaldes "Drive-in Mælkebaren".
19. april 2015: Lidt aftenstemning hos Kennel Hova-Vaenget, hvor det bare går så godt.
18. apil 2015: Så er det første døgn gået. D-kuldets hvalpe er nu en dag gamle. Vi har delt nattevagten imellem os. Claus tog den første tørn og Merete den anden. Ciska passer sine hvalpe forbilledligt, har masser af mælk og sørger for at der er rent omkring dem. Mens de ligger og sutter - eller bare slår mave, tager hun sig en velfortjent blunder. Hun forlader kun kassen, når der er ro og hun skal en tur i haven for at rense sig.
Ingen skal selvfølgelig snydes for det sidste døgns store oplevelser, så vi har sat et fotoalbum sammen, der meget naturligt bærer navnet D-kuldet. Her følges fødselsforløbet fra a til å. Følg linket ovenfor ved at klikke på billedet.
Yderligere vil der en gang om ugen komme portrætter af de enkelte hvalpe, så udviklingen kan følges. Derudover vil der med jævne mellemrum komme opdateringer fra hvalpehverdagen; men start nu med at kigge nærmere på det aktuelle billedalbum:
17. april 2015: Natten har været forholdsvis rolig; men nu her kl. 5 kommer Ciska oftere forbi sengekanten og hun kradser gulvtæppet mere og mere ihærdigt.
Mor Iza sover stadig sin dybe søvn; mens vi overgiver os og svinger benene ud over kanten. Claus går i haven med Ciska, selvfølgelig i snor, for ellers var hun smuttet ned i en af sine hjemmegravede underjordiske fødestuer, som vores have i den sidste tid er blevet så beriget med.
Ciska renser sig og vi (ikke den unge dame) sætter os ved siden af fødekassen i køkkenet og spiser morgenmad. Vi når lige at få den sidste tår kaffe ned, før vandet går og kort tid efter viser den første hvalp sig – dvs. vi kan se en hale og et par mørke bagpoter. Sidder og spærrer for sig selv – og de forhåbentlig efterfølgende små hovawarter. Endelig ”sprænger champagneproppen” og ud kommer den flotteste hvalp. Bliver slikket og masseret kærligt af Ciska, som om hun siger ”endelig er du kommet”.
Og så kan det ellers være, at vi fik travlt. I løbet af i alt en god halv time siger vi goddag til fire – alle med en vægt mellem ca. 500 og 600 gram.
Herefter går det tidsmæssigt lidt mere adstadigt med fødslerne; men fuldstændig uproblematisk. Hver anden time siger vi velkommen til et nyt medlem af familien. Ciska er lige ude et par gange og motionere for at holde gang i systemet. Alle hvalpe er dejlig pæreformede og godt markerede. Ciska knus-elsker dem. Sidste hvalp bliver født kl. 14.10.
En lille sammenfatning:
1.SM-han 535 g
2.Blond-tæve 590 g
3.SM-tæve 555 g
4.Blond-han 520 g
5.Blond-tæve 515 g
6.SM-tæve 535 g
7.Blond tæve 485 g
Her sidst på eftermiddagen får vi besøg af Stine dyrlæge.
Hun har nu været her – og har konfirmeret at både mor og børn har det godt.
Solen skinner i Odsherred,
Opdatering senere
16. april 2015 (aften): Ciska er nu klar til natten. Temperaturen er steget yderligere - til 37,12
16. april 2015 (eftermiddag). Ciskas temperatur er nu 36,97 grader Celsius.
16. april 2015 (middagsopdatering): Temperaturen falder fortsat. 36,99 i morges og nu 36,78 grader. Ciska er også gået fra foderet.
16. april 2015 (formiddag): Temperaturen falder!
I søndags lovede vi at vende tilbage med lidt om kropstemperatur og fødsler. Birgitte Schjøth skriver i sin bog "Hvalpe på vej": "Den sidste uge før fødslen vil tævens kropstemperatur svinge mellem 37 og 38 grader. Når temperaturen når under 37, og bliver der, kan fødslen forventes indenfor de næste 24 timer".
De sidste par dage har vi målt Ciskas temperatur tre - fire gange dagligt, og den har ligget konstant på 37,6; men her til morgen var den røget ned under de 37, så .... opdatering efter middag.
15. april 2015: Alt går som planlagt. Ciska er ved at omdanne vores have til Odsherreds svar på Københavns Metro - med op til flere lokalstationer (billedet til venstre). Fødselshuler alle vegne.
Mor Iza på 11½ bliver ikke glemt. Mens Merete og Ciska gør hinanden selskab hjemme på matriklen, trækker Iza rundt med Claus i Vejrhøjbuens imponerende bjerge og dale (billederne til højre). Inde i nærheden af ellesumpen, hvor vinbjergsneglene nu er kommet frem efter at have forvisset sig om, at der ikke er franskmænd til stede, dækkes den fugtige jord af et grønt tæppe af ramsløg, som man med fordel kan tage et par bundter med hjem af. Man tager ikke fejl - de dufter kraftigt af løg. Hak dem groft og bland dem op med frikadellefarsen eller i salaten.
Over middag lader rovfuglene sig hæve på de varme opdriftvinde, og råvildt er der som sædvanlig rigelig af. Masser af skum på bølgerne.
14. april 2015: Var hos dyrlægen for at få den anden forebyggende vaccination mod Canis Herpes Virus. Samtidig benyttede vi lige lejligheden til at få Ciska studset let omkring dievorterne.
Tuteloo!
13. april 2015: Forårets sidste spor? Går i 13 sek/m.. Ciska "trykker sømmet i bund og drøner derudafffff", som Gasolin sang. Hun tromler af sted - den løbende belønning suges ind i støvsugeren - og den afsluttende præmie (sprængt oksebryst) nydes med velbehag.
Vi træner med schæfertæven Gucci, hvis fører Marianne har knipset billederne.
12. april 2015: Der er nu en uge til Ciskas forventede nedkomst. Så er der gået ni uger siden hun blev parret i Tyskland. Meeennn, hvis Ciska følger sin Mor Izas forløb, og hun har så vidt vi husker, altid født to dage før termin - altså på 61. dagen, så skulle der ske noget allerede på fredag.
Ciska mave er begyndt at synke lidt, hvilket normalt sker i den sidste uge. Tirsdag starter vi op med at tage hendes temperatur tre gange dagligt. Det vender vi tilbage til.
Foreløbig glæder vi os over at foråret er kommet. Nyd musvågen på træk - 1000 meter over os.
11. april 2015: Spiseafdelingen i vores køkken er blevet ryddet for bord og stole, så den nu igen kan fremstå som Kennel Hova-Vaengets velindrettede fødestue. Godt nok er der en lille uge tilbage inden vi skal hilse på de små hovawarthvalpe for første gang; men Ciska skal have tid til at vænne sig til de nye forhold.
Ciska har da også straks indtaget fødekassen med det bløde, lækre vetbedtæppe i bunden.
10. april 2015: Klik på billedet (ses bedst på en laptop eller PC). Ciska er vokset enormt her i de sidste dage. Hun har efterhånden vænnet sig til, at de små bokser rundt i maven på hende. De første par dage med bevægelser fik Ciska til at "kradse" sig, så alle indenbords fik en ordentlig tur i rutschebanen.
9. april 2015: Sidste træningsaften i DCH-Odsherred i denne omgang for vores vedkommende. Ciska var glad som altid for at hilse på vennerne - både de fire- og de tobenene. Ciska er jo sat til at nedkomme om otte til 10 dage, så næste torsdagstræning bliver for tæt på. Træning og træning - ja, det er ikke det store program vi deltager i. Lidt feltsøg og rundering kan vi sagtens klare. Lineføring - for det meste uden line - kan vi også lige magte. Er rigtig gode til at gå meeeeget langsomt :-).
8. april 2015: Ciska er nu meget, meget madglad. Har nærmest camperet ved foderskålen. Vi har rengjort de små sheltere, så de nu står parate til at blive samlet. Skal dog først bruges, når hvalpene er omkring fire uger gamle. Ciska (i baggrunden - tryk for stor version) er så småt begyndt at grave "rede" forskellige steder i haven. Når vi om aftenen skal se lidt fjersyn, sidder vi alle fire på gulvet. Hyggeligt. Måske skulle vi skippe sofaen?
6. - 7. april 2015: Vinden er ved at slå over i vest og lunere vinde vil afløse de kolde fra nord.
Tog til Kongsøre Næbbe og gik en tur ved skov og strand langs Isefjorden. Ciska, der altid har bevæget sig så elegant, er begyndt at vralte som en platfodet Anders And.
Ciska holder øje med de mange edderfugle, der ligger og hygger sig på det rolige vand.
5. april 2015: VI KAN MÆRKE LIV!
Ligger der på gulvet i aftensolen med håndfladen på Ciska mave - og så pludselig mærkes et lille puf. Man er ikke rigtig sikker; men så er den der igen - og igen. Både Merete og jeg får et par potestød. Fantastisk! Alle burde prøve det - føle at livet er på vej.
Dagens billede er Ciska på Trundholm Mose. I ved den med Solvognen. Vi "stødte" bl.a. på syv rådyr og en enkelt vibe, der var synlig utilfreds med at en klynge hejrer havde slået sig ned i nærheden. Oven over os på den blå himmel, havde rørhøgen indtaget sin sædvanlige plads. Husk at april måned er tid for rovfugletræk. Læg hovedet godt tilbage lidt over middag, så skal de nok komme.
4. april 2015: Det meste af dagen har vi været ude i haven i det dejlige påskevejr. Tydeligt at se, at vores ellers så slanke Ciska har lagt sig en trind mave til; men det bliver alligevel til lidt småtræning - her i form af fælles feltsøg.
3. april 2015: Ciska har besøg af Simba, en Bichon Havanais, som hun har kendt gennem hele livet. Ligesom med børn er det vigtigt at vænne sin hund til at omgås og respektere andre racer, størrelser o. lign. lige fra starten af.
2. april 2015: I dag var Magnus på besøg. Denne gang med bror Mads på 1½ år. Ciska og Iza ved det ikke; men de er med i drengenes leg - henholdsvis som gul bakketop og høstak.
Vores Hovawarter er både familie- og brugshunde.
Senere på dagen gik vi tur langs klinterne ved Sejrøbugten.
Vi holder lige dagens billeder i sort/hvid - bare for nostalgiens skyld.
31. marts/1. april 2015: Ciska er nu trådt godt ind i den 7. uge, og de små fostre inde i livmoderhornene begynder efterhånden at ligne rigtige færdige hvalpe. Pels og farver er ligeledes ved at være på plads. Nu skal de bare vokse sig større. Spændende at se, hvornår vi kan føle de små bevæge sig under bugen.
I dag, onsdag, har vi været i Jyderup skov, hvor bakkerne gav os varmen. Iza og Ciska holder os i fin form.
30. marts 2015: Hunde skal vænnes til børn fra de er helt små. Vi har været så heldige, at der i de sidste mange år har været børnebørn, hver gang vi har haft og fået hvalpe. De har lært at respektere hinanden og har dermed stor glæde af hinanden.
Magnus på fire er på besøg. Her er han med "sine" Hovawarter - Iza og Ciska. Husk at man kan klikke på billedet - så popper det op i stort format.
28. - 29. marts 2015: Vores nærmeste naboer er i fuld gang med at samle aviser. Skal bruges bl.a. i bunden af den indvendige hvalpegård. Små hvalpe spiser meget - lige så meget kommer ud i den anden ende, og de våde aviser skal skiftes rigtig tit.
Rundering på figurant Kenneth ved søndagens træning. 30 vuf bliver det snildt til. Far Balder op af dage. Spring og andre "voldsomme" øvelser springes over; men alm. lydighed, rundering og feltsøg kan Ciska sagtens deltage i. Nu er der kun tre uger til forventet fødsel.
27. marts 2015: Ciska og Iza plejer, når de bliver lukket sammen ud i haven, lige at tage en tur for fulde gardiner rundt i manegen. Det gør de ikke mere. Det er som om, at de har en stiltiende aftale om, at nu skal der tages hensyn grundet Ciskas (lykkelige) tilstand.
26. marts 2015: Var på Lammefjorden for at gå spor. Netop som sporene skulle lægges, forsvandt de regnfulde skyer og solen brød frem. Vinden var strid og kold - hundene var ligeglade.
Ciska trænede knæk i dag - massevis - til stor fornøjelse for hundeføreren (Claus).
Bagefter gik vi en lang tur ud over markerne. På billedet har mor Iza netop spottet en hare.
25. marts 2015: VI ser nu også klare fysiske tegn på, at Ciska er drægtig. Hun er blevet bredere over lænden og bugen fylder mere end normalt. Når hun står på bagbenene, kan man tydelig se den faste bule på maven. Ciska er blevet mere stille og søger hele tiden nærhed.
24. marts 2015: Regnvejr hjemme på matriklen i Asnæs; men på den anden side af Vejrhøjbuen var det kun disen der fik dagen til at føles let fugtig. Vi havde strand og skov for os selv. Kun et par rådyr kiggede forundret på os da vi kom forbi.
23. marts 2015: Ciska rundede i går de fem ugers drægtighed. Kun fire tilbage inden fødslen. Hendes pels nederst langs siderne er begyndt at løfte sig og dievorterne vokser. Gode tegn.
Slappede ellers af oven på træningen søndag. Der er flere som spørger, hvor meget vi egentlig træner til daglig? Fem minutter om morgenen og fem om eftermiddagen - lydighed og kontaktøvelser. Ingen grund til at herse - og det giver faktisk pote.
22. marts 2015: Var til træning i DCH-Odsherred. Mor Iza, billedet oven for, Står gerne af på vejen og går de sidste par kilometer sammen med Merete. Ciska er i B-klassen; men vores træningsprogrammer spænder vidt. Glæder os altid til at skulle af sted til træning. Det er i øvrigt også rigtig hyggeligt ude på Mosen.
21. marts 2015: Man bliver jo nogen gange lidt kraftigere med tiden. Specielt når man er drægtig.
Der er investeret i en sliske til bilen, så Ciska, når hun bliver for tung at bære ud og ind, selv kan spadsere op og ned. Vi skal jo passe på de små vapser i hendes mave.
Og når Mor Iza begynder at blive så gammel, at hun ikke selv kan springe ind og ud ad bilen, så kan hun jo også have glæde af den.
20. marts 2015: Vi har været på en lille vandretur fra Fårevejle Kirkeby til Horsebjerg. Kommer forbi den gamle køkkenmødding, der vidner om at stenalderfolket har boet her ved det store spisekammer, tæt på vigene, i den gamle Lammefjord. Solen kom kortvarigt frem og forsvandt så igen, da den næsten blev ædt af månen - jo, den var god nok - solformørkelse.
19. marts 2015: Vi går spor på Lammejorden. Venlige landmænd giver os adgang til mange forskelligartede arealer. Mor Iza (i midten) har ikke glemt hvordan man finder genstandene; men Ciska er i en klasse for sig selv. Hun går sporene med usvigelig sikkerhed og dækker af ved genstandene. Iza er mere af den gamle skole. Hun samler op.
18. marts 2015: Solen skinner, himlen er blå. Den ligger der bare og skal nydes - naturen selvfølgelig.
Ciska og Claus besøgte Gallowaykvæget, der sørger for naturplejen på lyngarealerne ved Korevlen.
Denne ældgamle skotske race, som godmodigt trasker rundt både sommer og vinter, var Ciska selvfølgelig lige inde og hilse på.
Bagefter en tur i klitterne og på stranden ved Sejrøbugten. Gråænder flyver op - altid i par, når det er forår. Strandskaden har travlt og fiskehejren hugger efter bytte i indsøen.
Mor Iza (billedet i midten), var en tur i bjergene. 11 år, smuk og dejlig. Stærk som en okse.
Fik vi fortalt at du på nogle af billederne, kan klikke og se dem i større størrelse?
17. marts 2015: Nu er Ciska gået over til at spise "hvalpefoder" til drægtige og diegivende tæver.
Ciska får mad to gange om dagen, og portionsstørrelserne er sat op. Hun æder!
16. marts 2015: MOTION skal der til, når man er en drægtig tæve. Ikke overdrevent, men gode raske gåture ude i klimaet. Vigtigt at konditionen er i top, når der skal fødes.
Var en tur på Nakke i det nordlige Odsherred, som gennem tiderne har været hårdt ramt af sandflugt. Gennemtravede Nakke skov og nød den storslående udsigt fra Mårbjerg.
15. marts 2015: I dag var Merete og Claus til generalforsamling i Dansk Hovawart Klub, så Ciska og mor Iza fik sig en slap-af søndag.
Plejer ellers at gå til træning søndag formiddag; men vi skal nok være på plads næste gang. Det vil vi ikke misse.
P.s. I får lige et billede af hr. og fru Grågås. Det blev I vist snydt for den anden dag.
14. marts 2015: Eftermiddag med travetur på Trundholm Mose. Både Ciska og mor Iza er i gevaldigt forårshumør. Naturen har virkelig åbnet sit duftkammer op på vid gab, Hundenæserne er på overarbejde, snuser i vifteform. ALT bliver undersøgt. Mange steder er der høstet tagrør og den våde vinter er årsag til at nye vådområder dukker frem. Dunhammeren har ladet sine utallige frø springe ud. Dunene bliver spredt for alle vinde. Det ligner et snelandskab. Poterne farves sorte af den fine mosejord. Vi ser råvildt og rørhøge, og gæssene har dannet par. Skræpper fornærmet når vi nærmer os. Det bliver i alt til en god times motion.
13. marts 2015: En rigtig dasedag, hvor vi tuller rundt sammen i forårshaven med mor Iza. Ciska vil gerne ligge i det kølige grønne græs; men vi lukker op til drivhuset, der med sine godt 20 grader, godt kan gøre det ud for et sydligt forårshimmelstrøg. Begge hunde lægger sig oven på den varme jord, og snart efter høres den gode lyd af hunde,der sover den gode søvn.
12. marts 2015: Blå himmel og let vind. Er på Lammefjorden, hvor vi skal gå spor med schæferen Gucci. Ciska er tydeligt glad for udfordringen. Går et FPR1 spor (ligner et DCH-B-klasse spor) til ug med kryds og slange. Lægger sig selvstændigt - og lige ved alle genstande. Den afluttende belønning sluges grådigt med det hele.
11. marts 2015: Det er efterhånden 3½ uge siden, at vi var i Tyskland og Ciska blev parret med Jago. I dag skal hun så scannes hos Stine, vores husdyrlæge. Ciska får tisset af, inden vi går i venteværelset, og straks efter er det tid. I et af de tilstødende lokaler står maskineriet klart og venter på os. Ciska bliver barberet lidt på maven, scannerhovedet cremes ind, og med sikre bevægelser undersøges bugen. Der er mørkt nu i rummet, og vores forventningsfulde øjne følger de blævrende bevægelser på skærmen. Merete konstaterer tørt, at der er gang i tarmene. Pludselig viser den første lille "bobbel" sig. Billedet virrer fra side til side. Det er svært at orientere sig; men Stine har helt styr på det. "Der er i hvertfald seks", siger hun. "...og mange kan ligge bagved og gemme sig". Hurra! Vi skal have kage til kaffen.