B-kuldet - parringen

Fredag d. 23. maj 2008:

Her til morgen er vi kørt ind til Birgitte Schjøths Dyreklinik i Buddinge. Det er tredje gang i denne uge. Progesterontallet skal måles - vi skal være helt sikre på at have det korrekte tidspunkt for Izas ægløsning. Kan ikke nytte noget at vi kører så langt til den udvalgte hanhund, hvis tidspunktet er forpasset.

Snart efter er vi på vej tilbage til Odsherred, hvor vi straks efter bliver ringet op af dyrlægen. Resultatet siger - alle gode gange tre - at det nu er på tide at tage af sted. Kufferterne har været pakkede i flere dage - parat til hurtig udrykning. Et overnatningssted hvor hunde er velkomne bliver hurtigt booked på nettet - ringer for en sikkerheds skyld til hotellet for at fortælle at vi først kan være fremme hen under aften ved 21- tiden. Alt i orden. Hanhundeejeren bliver også orienteret om det sidste nye i forløbet - vi er på vej.

Tidspunktet falder så heldigt ud, at det rammer sammen med en weekend, så Merete får pludselig muligheden for at tage med. Den oplevelse skal hun bestemt ikke undvære. Vores søn, svigerdatter og deres lille Bichon Simba kommer fra København for at passe Balder.

Og hvor skal vi så hen? Jo, med hjælp fra avlskyndige i både Tyskland og Danmark er vi kommet frem til det optimale valg af hanhund. En pragtfuld brugshund ved navn Irko vom Hundsbühl, bosiddende i Harzen - delstaten Sachsen-Anhalt. Tog et billede af ham inden parringsakten (det gør jo heller ikke noget, at han også ser godt ud). Her er Irko og Iza.

Otte timer efter at vi har forladt Asnæs, kører vi de sidste kilometer ad en hullet skovvej. Passerer en lysning som kaldes Hexentanzenplatz og umiddelbart passer navnet til de efterhånden mørke og dystre omgivelser. Er ikke sikker på vejen; men GPS´en insisterer - og den har ret. Pludselig viser et skilt ved en endnu mindre sidevej, at vi er ved at være ved vores overnatningssted og base for nogle forhåbentlig udbytterige dage i det skov- og bjergrige Harzen.

Vi ruller ind på en lille parkeringsplads foran det smukkeste bjælkehus man kan tænke sig. Når dårlig nok at komme ud af bilen, før husets frue står det og venligt tager imod os. Hun hilser på Iza og Iza hilser på hende - meget hjerteligt. Bliver vist til rette i en af de smukke hytter. Har egen indgang og den smukkeste udsigt tænkes kan (skal det vise sig næste morgen) ud over VorHarzen, som ligger langt ude under vores fødder. Hun spørger os om vi har fået aftensmad, hvad vi med skam må melde, at det har vi nok fået erstattet af et par bananer. Vi bliver trukket omkring et hjørne, ind gennem en dør, og snart efter befinder vi os lige midt i en Bierstube med jagttrofæer på væggene, ølkrus på bordene og ikke mindst hyggelige menneske på bænkene. Vi bliver straks trakterede med diverse pølser og oste med det hele - og to velskænkede krus øl. Folk er snakkesaglige og venlige, og der bliver sludret frem og tilbage om alt lige fra jagt på vildsvin til grænseoverskridende parringer, som alle i øvrigt mener er yderst værdifuldt for den internationale samarbejdsforståelse landene imellem. Trætte, men glade over den fine velkomst, siger vi efter en god times tid godnat til de øvrige gæster og trækker os tilbage til vores lille jagthytte.

Lørdag d. 24. maj:

Næste morgen da jeg åbner døren - skal gå morgentur med Lille Iza - er der dækket morgenbord lige udenfor. Morgensolen er ligesom en naturlig del af maleriet. Og som altid byder det tyske morgenbord os velkomne til en ny dag. Igen venlige mennesker som selskab; mens vi nyder den smukke udsigt.

Et telefonopkald til Irkos ejere får en aftale på plads - vi kan bare komme med det samme.

I den næste times tid slynger de små snoede veje os fra side til side, og vi får virkelig fornemmelse af Harzens højdeforskelle og udstrækning.

Vel fremme bliver vi taget imod ved havelågen af Irkos ejer. Bor smukt i udkanten af skoven. Vi hilser på deres andre hunde og til sidst har vi Irko helt for os selv. Og han er bare dejlig. En prægtig repræsentant for racen. Der er masser af drift og temperament i ham og han viser os straks tillid.

Så er det Izas tur til at sige goddag (eller hvad man nu siger i den verden) til Irko. De synes med det samme om hinanden - leger lidt på skrømt - og ja - så var den klaret. Iza var blevet parret.

Efter en god kop kaffe og en hundesnak, aftaler vi at mødes næste dag samme sted og tid. Vi siger også ja til tilbuddet næste dag, om at komme med på træningsbanen og bl.a. se Irko træne.

Hjemme (vores base i Harzen) har værtsparret spurgt, om vi vil spise med til aften. Menuen er stegt vildsvin, som husets herre selv har nedlagt. Vi siger (selvfølgelig) - ja tak!

Vi er nu bænkede på morgenterrassen, som nu er blevet til aftenterrassen. Er forventningsfulde og vi bliver ikke skuffede. Det smager bare "vildt" godt. Først aspargessuppe og siden vildsvinet i egen sovs med knödel og sødt. Derefter får vi små flasker "Steinbierge" - en lokal bitter, som efterfølges af en hilsen fra værten - i form af en "Kaiserwasser" - var nok den samme bitter som vi lige havde indtaget, men nu i glas. Værtens efternavn var Kaiser - måske noget hjemmebrændt???

Stemningen er god om bordet, og vi bliver siddende, til det er tid til at sige godnat.

Søndag d. 25. maj: Efter morgenmaden tager vi afsked med de gæster, som har været på weekendophold, og nu er nødt til at forlade dette dejlige fristed midt i skovlandet.

Vi selv skal også videre i teksten. Endnu et besøg hos Irko står for døren. Turen i bilen føles bestemt ikke lang. Gårdagens gode parringsforløb gør, at vi er optimistiske i forhold til det næste forsøg. En god time senere har vi igen krydset Harzen fra nord til syd, og straks efter at vi har parkeret, er det tydeligt at mærke på Iza, at det jo er her at Irko bor, og at det er gode oplevelser hun har fra dette sted. Hun er meget, meget ivrig efter at hilse på den unge mand igen. Og ganske som håbet, resulterer det også i en fuldendt parringsakt. Bagefter ordner vi de sædvanlige papirer, så alle formaliteter også er på plads.

Vi har som tidligere nævnt fået et tilbud fra Irkos ejer om at komme med til den nærliggende træningslads for brugshunde. Vi skal bl.a. se Irko i aktion. Området ligger tæt på, og er en af de tre pladser som Hovawartfolkene i denne del af RZV fortrinsvis benytter, og selvom alle brugshunderacer er velkomne, ser vi kun hovawarter på træningspladsen.

Efter at flere hunde har været i aktion, kommer Irko ind på pladsen. Han er forholdsvis ny når det drejer sig om ærmearbejde; men det er alligevel tydeligt fra start, at disciplinen ligger naturligt til ham. Han imponerer os voldsomt - sikken en udstråling. Godt ved selvsyn at opleve ham i træningsøjemed.

Vi har nogle gode timer i selskab med stedets hovawartfolk. Nok lidt usædvanligt for os med så mange hovawarter på samme sted; selvom vi selv træner i DCH-Odsherred, hvor fire stykker af racen er repræsenteret.

Hen på eftermiddagen tager vi retur til vores dejlige base, hvor tiden udnyttes til en vandretur i skoven og derefter almindelig afslapning udenfor hytten (med skrivemaskinen og masser af fuglekvidder).

Iza slapper af i de rolige omgivelser - ser hun ikke lidt tyk ud nu?

Mandag d. 26. maj:

Vi tager afsked med vores værtspar og for sidste gang tager vi vejen til Irko for den tredie og sidste besøg. Dyrlægen har anbefalet os at parre på hinanden følgende tre dage, da det bedste ægløsningstidspunkt godt kan rykke sig, specielt når der ligger en lang rejse forud. Iza er igen meget interesseret i den store flotte han, lægger halen til side og lader sig endnu en gang parre. Alt går smertefrit og let, og de to hunde ”småbrummer” vellystne sammen, tilfredse med hinandens selskab. Kender til andre forløb, hvor det har taget dage, inden det er lykkedes; men her er det absolut intet problem.

Snart efter vender vi køleren på bilen hjemad; siger tak til Harzen for denne gang, og hen under aften kører vi ind på Hyldevænget, hvor Balder og hans legekammerat Simba tager imod os. Der forestår nu endnu et par dage med adskillelse af vore egne hunde, inden de igen kan løbe og lege med hinanden.

Om en lille måned skal Iza scannes, og så ved vi, om der er nye hvalpe på vej. Vi glæder os!