At få en hvalp i huset ....   

Følgende artikel er baseret på egne oplevelser i forbindelse med erhvervelse af vores hanhund Balder. Indlægget har været bragt i Dansk Hovawart Klubs medlemsblad nr. 1 og 2 - årgang 2006.

Jeg er blevet bedt om at fortælle, hvordan det er at få en lille ny hvalp i huset. Min første tanke var – jamen alle der læser dette blad, de har da prøvet det, hvorfor der ikke kan være noget nyt i det. Tænkte alligevel lidt videre og lod de indre billeder vandre tilbage i tiden.

Har haft fem hovawarter gennem de sidste 22 år og ved nærmere eftertanke, ja så har de været ret så forskellige – selvfølgelig også som nyankomne hvalpe. Der er jo heller ikke to mennesker som er fuldstændig ens – hverken i tanke eller handling. Alle hunde har umiddelbart deres egen personlighed. Oprindeligt et vildt flokdyr, som vi selvfølgelig mere eller mindre gennem årtusinder har forsøgt at tilpasse de behov vi som mennesker har. Vi har alle oplevet at sidde sammen med andre hundeførere og hørt fortællinger om den og den hund. Alle forskellige oplevelser. Enkelte elementer har vi måske oplevet selv med vores egen hund derhjemme; men altid har der været nyt at høre. Med andre ord – en facitliste for hvordan en hund er; det kan der ikke være. Vi kan godt nok have nogle kvalificerede forestillinger om, hvordan det bør være; men noget vil altid være nyt når en ny lille firbenet første gang kommer ind over vores dørtærskel. Når vi som os, Merete og jeg, har haft nogle stykker af racen i forvejen, ligger tanken jo lige for – jamen jo, de har alle været forskellige og har derfor været nød til at tilpasse vores prægning/træning/opdragelse individuelt til den enkelte hund.

Vi gør og skal gøre os mange tanker, når vi skal have en hvalp i huset. Derfor kunne der måske være lidt mening i galskaben med at beskrive oplevelsen af at få – ja en hvalp i huset. Da vi fik vores første hund i 1984 (en blond han) opsøgte vi, og fik mange gode råd fra, kompetente hundeejere og trænere, hvilket hjalp os godt i gang. Døde desværre allerede efter kun fire år af kræft i leveren. Da den næste hund (blond tæve) kort tid efter meldte sin ankomst, ja så gik det hurtigt op for os, at vi ikke bare ukritisk kunne overføre vores tidligere tillærte ”metoder” til den lille nye. Hun havde jo en helt anden personlighed. Da hun var tre år gamle følte vi os parate til at forøge husstanden med endnu en hovawart, en sm-han. Vi blev efterhånden bekræftet i, at forskellighed er den største charme. Han var blød som solbeskinnet smør – fra start af usikker på alt og alle, hvilket hvalpetesten havde talt sit tydelige sprog om. På en måde skulle vi (igen) starte forfra og revidere vores kundskaber vedr. hundeopfattelse. Hårdt slid og engagement lå forude; men belønningen kom med tiden. Til stadighed lyttede vi til andres oplevelser og selvfølgelig sorterede og tilpassede, og sidst men ikke mindst, prøvede vi at bruge vores sunde fornuft. Lukker man sig først inde med sine hundeproblemer, så har man – ja, problemer. Åbenhed gør vejen bredere. Det er jo ikke sikkert at man selv har de vise sten og måske har andre oplevet tilsvarende problematiske situationer – og fundet løsninger som vi så har kunnet nyde godt af. I hvert fald udviklede vores lille ”problembarn” sig til en hund der, samtidig med at han beholdt sin ømhed, blev en pragtfuld velafbalanceret hanhund. Mere og mere sikker og afbalanceret, og ikke at forglemme, tillidsvækkende i forhold til sine opgivelser.

Erfaring som hundepræger er godt – bare den kombineres med et åbent og imødekommende sind over for de muligheder som andre kan bibringe med.

Så for godt tre år siden stod vi i den situation ikke at have hund. De to sidste havde sagt farvel næsten samtidig. Havde glædet os med deres nærvær i henholdsvis 11 og 15 år. Hvad mere kan man forlange? Vi var indstillet på, at det at have to hunde, bare var os; men at anskaffe sig to samtidig kunne vi ikke lige overskue. Skulle vi være sikre på at kunne præge dem hensigtsmæssigt, måtte vi først have en i et par år inden det nye makkerpar kunne gøres komplet med endnu en hvalp. I december 2003 kom så vores fjerde hund til verden og er nu så småt ved at være voksen. Hun er en stor blond tæve og er selvfølgelig – ikke som de andre. Og det bringer os frem til nu - at få ny hvalp i huset. Spørgsmålene var selvfølgelig rigtig mange.

Hvordan skulle vi tackle at have to hunde, eksempelvis i forhold til lederskab. Skal der være en eller to høvdinge (Merete og mig) i forhold til den daglige prægning og træning? Skal den trænes med klikker eller boldmotivation eller …?

Vi var nød til at gøre os stærke overvejelser vedr. hundens eget råmateriale, når vi nu fik den hvalp. Hvordan står det til med dens forsvars- og byttedrift? Hvor selvsikker er den – hvornår og hvor meget kan og bør vi ”presse” den, etc.. Mange observationer og iagttagelser skulle altså ligge til grund for det videre forløb. Det er et stort ansvar at få lov til at varetage et lille væsens fremtid. Da vi efterhånden var nogenlunde afklaret på disse områder, meldte nye spørgsmål sig. Hvor skulle vi søge? Indland – udland? Skulle vi kigge efter en udstillingshund, eller en med brugshundeegenskaber i generne, eller ….?

Merete og jeg endte med at blive enige om, at vi skulle have en han med noget drift i. Efter lang tids søgen fik vi kontakt til en erfaren opdrætter af brugshunde. Hun boede et godt stykke nede i vores sydlige naboland. Vi havde fået lovning på hjælp af vores ”gamle” opdrætter Sascha, der velvilligt stillede bl.a. sine sprogkundskaber til rådighed. Det drejede sig om en kraftig godt pelset sm-han, med en dåbsattest påført navnet Quax vom Campemoor. Det med navnet måtte vi lige se på lidt senere. Vi træner på Trundholm Mose, hvor der i de fugtige omgivelser er mange padder, og se og ikke mindst høre mig stå og kalde: ”Quax! Quax! Quax!” ville nok vække en del moro blandt de andre hundeførere.

Tog fra Odsherred en tidlig morgen i december. Merete, Lille Iza (vores to år gamle tæve) og jeg havde pakket bilen med vores bedste forventninger. I Kolding blev bilens resterende pladser fyldt op med Sascha og hendes smukke blonde hanhund Hertos, og så var det ellers bare sydpå. Kørte direkte til opdrætteren i Osnabrück, hvor vi landede sidst på eftermiddagen. En flok hvalpe kom os straks i møde, og hilste med uforbeholden glæde, som kun sådan nogle små størrelser er i stand til. Trætheden der havde sneget sig ind i os efterhånden som bilen havde ædt mere og mere af den tyske motorvejes asfalt, var nu forsvundet som dug for solen. De var jo som alle hvalpe er, bare så dejlige. Efter at have hilst på opdrætteren, hinandens hunde, og i forvirringen os selv, blev der snakket med og om hovawarter til langt ud på aftenen. Den tyske opdrætter havde venligt sørget for lidt dejlig hjemmelavet suppe til os, og det varmede på mere end en måde. Mange papirer blev læst og underskrevet, således at vi næste dag kunne få ham den lille sm med hjem. Godt trætte men alligevel dejlig glade, tog vi til et nærliggende hyggeligt hotel, hvor vi havde forudbestilt værelser til os selv og de ”gamle” hunde. Gik en lang tur i det nærliggende skovbryn, inden vi trak os tilbage og lod søvnen tage over. Vores hvalp? Ja han skulle overnatte hjemme i ”hulen” sammen med sine søskende for sidste gang, inden vi morgenen efter afhentede ham for at bringe ham til Danmark. 

Næste dag efter at have indtaget et godt tysk morgenmåltid på det lille hotel, kørte vi igen til kennelen. Tilbragte nogle timer i selskab med hele hvalpebanden ude i deres have. Fælles for dem var, foruden et gevaldigt gå-på-mod, at de var godt langhårede. Dette skyldtes til dels, at de fra fire-ugers alderen det meste af døgnet, havde opholdt sig udendørs i al slags vejr. Et lille skur med bl.a. høballer, var stedet hvor de sov og kunne søge ly og varme hvis de havde behov for det. I haven var der mange aktiviteter. Bl.a. var der ophængt forskellige raslede ”uroer” i flere larmende størrelser. Tunneller, store baljer med hundredvis af plasticbolde i og et lille lavvandet havebassin (garanteret uden fisk i!) var der også til at aktivere dem. Hvalpene var meget tillidsfulde og et par stykker af tæverne viste mig, at de allerede var motiverede i forhold til ærmearbejde. Blev hængende i min højre udstrakte arm på trods af, at jeg løftede den op i en meters højde!

Endelig var tiden så fremskreden at vi besluttede os for at sige farvel. Merete sad på bagsædet med Balder, som vi i mellemtiden havde besluttet skulle være hans navn. Opkaldt efter Danmarks første lydighedschampion, der i øvrigt var far til vores gamle afdøde tæve Becca. Nu må vi så håbe at vores Balder kan leve op til dette :-).

Han peb og hylede i godt og vel en halv time. Intet hjalp. ”De bortfører mig!!!!!!!!!!”. Stoppede ved en rasteplads og gik en tur med ham. Han glemte alt om at være bekymret. Fik lettet sig og vendte glad tilbage til bilen, hvor han indtog sin plads i sin forede appelsinkasse ved siden af Merete og - faldt i en god dyb søvn. Et par timer efter måtte vi vække ham. Skulle lufte alle hundene og selv have noget at spise. Inde på en restaurant lagde han sig under vores bord og faldt i søvn. Her lå han til vi havde spist vores dessert og igen kunne tage fat på den resterende del af hjemturen. Var nu tydelig glad for selskabet af andre racefæller i bilen, hvilket var gensidigt. Efter at have sat Sascha og Hertos af inden overgangen til Fyn, var der kun få timer hjem. Hjem til Odsherred.

De første dage gik næsten for nemt. Balder spiste, drak, legede og sov. Han var tillidsfuld og selv vellidt af Iza. Hun var næsten for god ved ham. Det var ikke ham vi skulle passe på – det var hende, så hun ikke led overlast. Han bed hende i haserne, halede hende i – ja halen, tyggede hendes ører. Alt sammen med sine sylespidse hvalpetænder. Hendes reaktion? ”Nå - ja. Lad dog barnet. Han er jo kun en hvalp”, og så slikkede hun ham venligt. Vi skilte dem ad i perioder. Dels for at give den gamle hund lidt fred, dels for at det er svært at præge en lille hvalp, når der er andre hunde i nærheden. De tager dens fulde opmærksomhed.

Han fandt hurtigt ud af at forstå forskellige lederskabsøvelser: At vente til der blev sagt ”værs´go” når maden serveredes; at han skulle vente til Iza havde spist; at han ikke må gå ud i haven før han fik lov; at han skulle blive bag dørtrinnet, når der kommer gæster. Alt sammen med henblik på, at vi senere skal have styr på et måske 45 kg muskelbundt. Men balancen er selvfølgelig svær, for samtidig skal vi passe på ikke at dræbe hans drift ved at vælte tonsvis af lydighed ned over ham. Vi skal jo netop bruge hans indbyggede naturlige drifter til at få ham til at arbejde velvilligt på træningsbanen. Hovawarten er en brugshund der netop har nogle af de bedste egenskaber på dette område, og det er det vi sætter pris på.

I den første tid havde vi begrænset hans råderum i huset. Der var ingen grund til at give ham et helt uoverskueligt hus at forholde sig til. I starten to rum og så efterhånden når vi syntes at tiden var inde og når han var blevet tryg ved det, så kunne vi udvide hans ”territorium”.

En hundehvalp tisser som regel aldrig hvor den sover, eksempelvis i sin kurv. Vores opgave var at gøre de indendørs arealer til hans meget ”nære” steder. Balder tissede i starten alle steder, hvor det faldt ham ind. Han havde jo ikke noget specielt forhold til vores hus endnu. Hver gang vi så, at han virkede lidt urolig, bar vi ham troligt ud i haven. Roste ham så i store vendinger når han satte sig i græsset og tissede. Det tog sin tid, og der er da også blevet brugt en del blandet eddikevand, køkkenrulle og kartoffelmel; men det lønner sig.

Med hensyn til at være ude i vores have, havde vi lige fra starten af, været der sammen med ham. Aldrig alene. Alt hvad han oplever, skal bearbejdes til det bedste og associeres med trygge oplevelser. Kører en traktor larmende forbi i mørket med det lange lys tændt, kan det virke stærkt og uforståeligt for den lille hvalp. Her er det vigtigt at være der og støtte ham. Rose ham, når han sætter sig og bare kikker. Dermed oplever han, at far har vist, at det er helt i orden med sådan en ude på vejen. Tænk situationen, at nogle børn ubetænksomt kaster fyrværkeri ind i haven, hvor hvalpen tilfældigvis befinder sig. Højst sandsynligt får den et uopretteligt chok, hvis man ikke selv lige er der, kan bearbejde og støtte sin hund med det samme. Er vi ikke sammen med hvalpen hele tiden, ved vi i princippet aldrig, hvad den kan have været udsat for, som kan påvirke dens nervesystem i negativ retning, og dermed dens adfærd i tiden fremover. Kan i øvrigt fortælle at mange kolde ture i haven ved nattetid har øget mit kendskab til stjernebillederne til det absolut bedre. Ud over de allerede nævnte områder, er der mange andre situationer vi bør/skal forholde os til:

Hvilket foder gavner ham mest på nuværende tidspunkt?

Generel socialisering – eksempelvis i forhold til andre hunde, postbudet, skraldemanden, reklameuddelerne, naboerne etc..

Hvilke vaccinationer skal han have og hvornår?

Lærer ham at lade sig røre ved.

Hvordan med at omgås børn?

Hvornår starte med at træne i hundeklub, og hvor meget?

Udefra kommende komplikationer, som kan rykke eller ændre alt planlagt. Er der eksempelvis hvalpesyge i ens nærområde, og derfor er tvunget i frivillig hjemmeeksil på grund af smittefaren?

Hvad gør vi for at undgå at Balder ødelægger arvestykket fra tante Oda? Kan han være alene hjemme og hvordan lærer vi den det?

Det er fuldtidsarbejde at få en hvalp i huset.

Set i bakspejlet kan man sige, at da vi startede med at have hund, så havde vi nogle stykker værktøj, der kunne hjælpe os med det at få en hvalp. Nu har vi på grund af de oplevelser, erfaringer og ikke mindst gode råd og vejledninger fra andre, ikke kun enkelte redskaber at spille ud med. Nej, nu har vi op til flere værktøjskasser fulde af løsningsmodeller, som vi kan hive frem. Men der er dog stadig plads til mere i dem. Vi (Merete og jeg) bliver i hvert fald aldrig færdiguddannede indenfor dette ”fag”; men vi bliver forhåbentlig bedre og dygtigere. 

I skrivende stund (medio februar 2006) kan fortælles, at vores to hunde stortrives med hinanden. Balder, nu fire måneder, er startet på hvalpetræningen og leger sig til det hele. Er glad og tilfreds, når vi vender hjem, og sover så det meste af eftermiddagen. Han er charmerende, nysgerrig, springer op, gør af postbuddet, er kærlig, bider i mange ting (håber snart at han skifter tænder) og er i det hele taget alt det en hvalp skal være – bare dejlig.

                                                                               ... fortalt og skrevet af Claus Harding Hansen