Om at have en gammel Hovawart

Om at have en ældre Hovawart

 

Du ligger sovende ved siden af mig, mens mine fingrer langsomt bevæger sig hen over tasterne. Du er langt væk i dine egne tanker. Poterne bevæger sig i små stille ryk, men snart efter kommer der mere fart på. Benene spjætter og du småpiber lidt. Måske er du i tankerne langt tilbage i tiden. Ude på de grønne marker, som du kender så godt. Strækker ud, har fået fært, måske en hare? Næsen vibrerer fra side til side. Du er en ung hund igen – hele livet ligger foran dig. Der er plads, masser af plads – og tid. Og så pludselig er du tilbage i virkeligheden. Løfter hovedet lidt og kigger rundt. Du nikker lidt, som om du ikke rigtig kan bestemme dig for, om du skal vågne, eller om du skal sove lidt videre – og måske igen vende tilbage til de gode drømmes små bølger.

 

Du sover efterhånden meget; men tolv år er også en vis alder for en Hovawart. Hørelsen har været bedre. Det samme med synet; men når du får den gamle krop varmet op, bevæger du dig stadig med ynde. De daglige gå-ture ser du frem til. Sidder trofast ved dørtrinnet, når jeg tager overtøjet på. Og i det øjeblik, at linen klikkes på dit halsbånd logrer halen roligt og forventningsfuld. Jeg husker din hvalpetid, hvor du ivrigt løb fra dør til dør – bare for at sikre dig, at jeg ikke havde glemt dig. Du hoppede og sprang op ad mig af lutter glæde over, at vi sammen skulle ud og opleve hele verden. I skoven trak du ivrigt af sted med mig halsende efter dig. Vi kunne simpelthen ikke komme hurtigt nok frem. Og hjemme igen gik du ud som et lys, liggende ved mine fødder – ligesom du gør nu. Ja, mange ting har ikke ændret sig. Eller måske opleves livet lidt baglæns, som Kirkegaard sagde. Som ung hund sprang du selv ind i bilen; men skulle bæres ud.

 

Vi skulle passe på hofterne havde vi lært. Nu skal du støttes, når du skal op i bilen; men til gengæld springer du selv ud. En ting har ikke ændret sig. Efter en god tur i lang line, hvor du hele tiden holder frikvarter, og som altid går forrest i ”flokken”, ja, så tilbringer du efterfølgende mange timer på det tykke gulvtæppe under sofabordet.

 

Dine mange hundeår har også lært dig - og mig, hvad tid det er på dagen. Eller rettere sagt, hvornår på døgnet du mener, at det er spisetid. Frk. Klokken kan bare ringe til dig, hvis hun skulle komme ud af slag. Hvis jeg en sjælden gang skulle komme til at glemme et af dagens absolutte højdepunkter – dit aftensmåltid, begynder du stille og roligt at påkalde dig opmærksomhed, ved med næsen, at skubbe til vaser, figurer og potteplanter i vindueskarmen. Du er vedholdende og acceptere ikke at blive ignoreret, ej heller at høre mine argumenter om, at hunde altså ikke skal have mad på bestemte klokkeslæt. Du holder meget af faste rutiner og ritualer. Du står op på samme tid hver dag. Heldigvis ikke så tidligt, som da du var hvalp. Solens stråler var dengang for dig bestemt som et ur, der vækker til live og kalder på aktivitet. Det kunne for mig føles særlig hårdt – specielt om sommeren. Halv fem er altså for tidligt. Du insisterede på at komme ud. Din blære havde bestemt en vigtig aftale med en græstot i haven. Senere blev du mere magelig, og det modsatte problem tog over. Hvis det regner om morgenen, skal du bestemt ikke uden for en dør. Husker at du en enkelt gang har holdt dig fra om aftenen ved ellevetiden, til næste eftermiddag hen imod kl. fire (på trods af utallige opfordringer fra min side til at gå med ud) - imponerende. Bestemt selv, har du gjort langt hen ad vejen.

 

På træningsbanen har vi oplevet mange, mange gode timer sammen; men du har også altid været meget viljestærk, når din nysgerrighed mere eller mindre har sat min tålmodighed på prøve. Vidste aldrig, hvornår du pludselig skulle undersøge et bestemt fjerntliggende buskads, når vi var til lydighedsprøve og dommeren sagde: ”Nu vil jeg gerne se hunden i feltet”, til hvilket jeg altid kun kunne svare: ”Det ville jeg også gerne”. Men aldrig har jeg ville undvære dine pudsige indfald, for ellers havde du jo ikke været en rigtig Hovawart.

 

Så, nu vågner du rigtig. Du rejser dig langsomt og kigger omkring. Strækker din gamle krop mens du ryster dig lidt. Nu vil du gerne ud i haven. Benene bevæger sig lidt tungt. Rusten skal lige ud af dem. Langsomt vender kraften tilbage til de gamle lemmer. Ude i haven står du stille og vejrer. Næsen har fået fært. Du springer af sted. En kat! ”Hvad laver den på mine enemærker” synes du at tænke. Som en løvinde tager du det endelig og afgørende spring; men katten er for hurtig. Er i ét nu oppe på stakittet og snart ude af syne. Du puster og er synlig udmattet. Forretter din nødtørft og slentrer træt og forpustet tilbage til havedøren for at komme ind i den varme stue og genindtage pladsen på det varme gulvtæppe.

 

Jeg er glad for minderne, jeg er glad for dagene med dig – både før og nu. Jeg ved at tiden nærmer sig. Ikke hvis jeg lytter til mit hjerte – kun hvis jeg mærker min sunde fornuft. Du lever ikke evigt, kun i mine drømme. Jeg vil ikke gemme dig væk fra mine tanker, når vi engang om ikke så længe har sagt farvel til hinanden. Jeg vil snakke om dig, gøre dig levende gennem gode fortællinger. Jeg vil huske dig for alt det gode, du har givet mig gennem mange år, og som med tiden er blevet en del af mig. Som mennesker påvirker vi vores hunde; men vores firbenede venner former bestemt også os. Deres tillid og hengivenhed kender ingen grænser. Hvor er vi i grunden heldige.

Men fremtidige historier og oplevelser bygger på nutiden. Jeg lukker ned for tastaturet. Vi går sammen ud til knagerækken hvor din line hænger. Du logrer; mens vi begiver os ud til bilen. Vi skal ud og opleve sammen. Skoven og markerne venter på os. Det er livet – det gode liv.

 

Tekst og billeder: Claus Harding Hansen

 

(Artiklen har været trykt i Dansk Hovawart Klubs medlemsblad i marts 2016)