Valg af hvalp

Valg af hvalp   

Følgende artikel fra bogen ”HOVAWARTEN ET VENSKAB VÆRD” er gengivet med forfatteren Sascha Bonde-Henriksens tilladelse.

”Hvilken hvalp skal det være?

Mange interesserede spørger om de må have førsteret til at vælge en hvalp. Det vil ikke alle opdrættere gå med til. Hos os er det sådan at VI vælger hvalpen ud. Selvfølgelig får køberen ikke ”prakket” en hvalp på, og køberen får som regel mulighed for at vælge mellem et par stykker. Det er opdrætteren, der går hele dagen sammen med kuldet. Han/hun kender hver hvalps temperament. Køberen ser kun et øjebliksbillede af de enkelte hvalpe, og kan næppe få et korrekt billede af hver hund. Vi går først og fremmest efter temperamentet, men tager selvfølgelig også højde for folks udstillings- og avlsinteresse, så en køber, der gerne vil have en udstillingshund, ikke får en hund med eksteriørmæssige mangler. Her må man tage i betragtning, at hvalpen forandre sig i udseende. Ingen kan garantere, at den en dag ikke vil mangle nogle vigtige tænder, at den får korrekte ører, eller om hannen får begge testikler. Valget vil altid være med forbehold! Man skal ikke fokusere på en bestemt farve, men i stedet lade temperamentet afgøre valget.”

Han eller tæve?

Det første man afgør er, om det skal være en han eller en tæve. Beslutningen er selvfølgelig en smagssag. En hanhund bliver for det første en del større end en tæve, og den vil også være lidt stærkere og måske lidt vanskeligere at opdrage. En hanhund er født til en dag at kæmpe om magtpositionen, og jo mere dominans den har fået ”med i vuggen”, jo tidligere og mere intenst vil den prøve at opnå denne status. Anskaffer man sig en hanhund, skal man absolut være indstillet på at gå til træning med hunden. Den skal fra starten kende sin plads i rangordenen, og man skal hele tiden tænke på, at denne bedårende uldtot en skønne dag kan blive en hanhund på 70 cm i skulderhøjde og en vægt på ca. 45 kg. Men på mange måder er en hanhund også mere reel og ligevægtig i sit væsen, og en udvokset hanhund er en imponerende flot fyr.

En tæve er for det meste en nemmere hund. Hun bliver ikke så stor og kraftig, og hun vil tit være lidt blidere og nemmere at opdrage. Men selvfølgelig findes der også blandt tæverne nogle ”stride bananer”, der absolut ikke går af vejen for noget. Man må tage i betragtning, at tæven kommer i løbetid ca. 2 gange om året, og at hun både før og efter denne tid kan have ”følsomme” perioder.

Vil man træne brugshundearbejde på konkurrenceplan, så er det nok bedst at vælge en hanhund. Hele tiden at skulle ”gamble” med tævens hormonelle tilstand er en vanskelig sag. Jeg fik først min hanhund, og har aldrig fortrudt det. Siden hen fik jeg tæven som forbavsede mig, fordi hun var så nem i forhold til hannen. I dag kunne jeg ikke forestille mig kun at have et af kønnene, da både hanhunde og tæver har deres helt personlige charme og væremåde.”