... og det ske(te) på sporet.

.... og det ske(te) på sporet.

Det er tidligt forår – en af de dage, hvor solen giver os en forsmag på, at lysere og varmere tider er på vej.

 

Humøret er højt, og knaster er væk, i hvert fald gemt bort for en tid. Vi er på Lammefjorden, en udstrakt tidligere fjord, som nu er dæmmet ind. En venlig landmand har givet lov til at vi bruger hans jorde til at gå spor på.

 

Vores yngste tæve, Ciska, er med mig. Dagen forinden har vi været til scanning. Mindst seks små hovawarter er på vej – måske flere, så det er en god dag, uanset hvordan vejret faktisk er. Vi har store forventninger til hendes kommende kuld, og det er ventet med længsel. Hd-resultat, mentalbeskrivelse, mentaltest og udstillingsresultat er på plads. Den efterfølgende parring i Tyskland gik også godt. Vi glæder os til Ciskas første fødsel – vores D-kuld.

Vi er sammen med Gucci, en ung schæfer og hendes ejer. Vi skal gå nogle forhåbentlig gode spor. Betingelserne er ideelle. Som sagt høj sol, tilsat tilpas temperatur, let fugtigt underlag og en god gang motivation, både hos hunde og mennesker.

Vi lægger sporene, venter og går så i aktion. Først den unge Gucci – med succes. Siden er det Ciskas tur. Et 300 skridt langt spor med to 90 graders knæk, to genstande og en ekstra belønning for enden.

Claus og Ciska godt i gang på sporet (foto: Marianne Jensen)

Som motivationsfaktor på sporet er med jævne mellemrum, med en plastikteske, lagt små stykker af kattepasta. Virker godt, men skal ikke bruges for ofte. Mange hunde bliver trætte af det i længden.

 

Inden det hele fortoner sig i for meget teknisk snak, skal det siges at oplevelsen og følelsen af at gå et godt spor med sin hovawart, er noget af det bedste, man kan opleve i selskab med sin firbenene ven. En fornem disciplin.

 

Ciska er sikker på sporet, og der går ikke længe, før hun lægger sig og markerer den 1. genstand. Den ligger nydeligt mellem hendes forben og positive udbrud fra den stolte hundefører (mig) ledsages af diverse lækre guffer som belønning for veludført delmål. Ciska bliver bedt om på ny at søge sporet op, og hurtigt er hun i fuld line. 1. knæk tages stilsikkert og snart efter dækker hun af igen, med den 2. genstand liggende smukt mellem forbenene. Scenariet gentager sig. En glad hundefører der ødselt lader gufferne falde i en lind strøm ned over genstanden til hans hunds udelte glæde. Atter gives kommendoen ”søg spor”, atter strækkes linen ud og endnu en gang klares et knæk som foreskrevet. Da de sidste skridt på 3. langside er ved at være nået, dækker Ciska af som forventet, og nu er det, at historien tager en mere dramatisk drejning. Mellem hendes forben ligger foliedåsen, indeholdende resten af kattepastaen - og plastikskeen. Ciska bliver rost for veludført dåd og jeg hiver folielåget af, så der er fri adgang til indholdet. Ciska slubrer det i sig, nærmest i ét langt sug, og alt er bare godt. Guccis hundefører og jeg evaluerer kort det forløbne spor, og jeg gør klar til at samle det tiloversblevne skrald sammen, pastadåsen og den hvide plastikteske; men noget mangler. Hvor er skeen?

 

Vi kigger rundt omkring. Bagved Ciska, under hende, længere væk, tættere på igen. Skeen er væk. Kigger indgående på Ciska, som stadig ligger veltilfreds og slikker sig om munden. Skal lige have det sidste på læberne med; men ingen ske at se. Kigger hende i gabet; men nej. Det går langsomt op for os, at Ciska må have slugt den sammen med kattepastaen.

Tager en hurtig beslutning. Ringer til det lokale dyrehospital for at konferere med dem om, hvad vi kan gøre her og nu, eller rettere sagt, mine første ord i mobilen er: ”Gør klar til røntgen!”. Aftaler hurtigt, at jeg kommer med det samme med patienten, og så må vi se, hvad vi så gør. Syv minutter senere står vi i modtagelsen, Ciska og jeg, og dyrlægen er der med det samme. Forklarer atter hvad der er sket, og at Ciska dagen før netop er blevet scannet, at der er hvalpe, og dem må og skal vi tage det højeste hensyn til. Ciskas helbred er dog det vigtigste. Vi er jo på landet, så jeg får spørgsmålet, om hvor vigtigt det er med de hvalpe. Der er åbenbart mange hovsakuld i området.

Efter at jeg har forklaret, at det er absolut ønskehvalpe og opremser (uden det på nogen måde er nødvendigt) hvor meget planlægning og ressourcer der er lagt i dette hvalpeprojekt, finder vi hurtigt ind i mere relevante beslutningsmuligheder for at løse det akutte problem – hvordan får vi bedst mulig den skarpkantede plastikteske ud af Ciska uden at skabe ravage hverken for hende eller hvalpene?

 

Opkastningsmiddel er forbundet med flere risici. Skeen kan skade Ciska på vej op gennem halsen – i værste fald kvæle hende. Stoffet kan måske også påvirke fostrene. En røngtenundersøgelse dur heller

ikke. Plastikskeens specielle densitet gør, at den temmelig sikkert ikke kan ses på et billede. Jeg sveder tran – Ciska ser ubesværet og nærmest fornøjet ud. Uretfærdigt, når man tænker på, hvor meget det hele bekymrer mig.

 

Den flinke dyrlæge har et godt råd, selvfølgelig. Når jeg de nærmeste dage giver hende foder, altså Ciska, skal jeg blande godt med asparges i – og lidt olivenolie. Grøntsagen trævler og lægger sig omkring ”objektet”; olien smører. Tænker at det er helt fint, og sender en varm tanke til de tre dåser hjemme i køkkenskabet, som jeg kort forinden har købt i Brugsen som et rigtig godt tilbud. Håbet er, at naturen må gå sin (gode) gang, og at der indenfor 24 til 48 timer vil komme en belønning i form af en efterladningsskab – med indlagt plastikteske.

 

Hvis vi oplever at Ciska bliver utilpas, så er det bare af sted til dyrehospitalet igen.

 

Ud i bilen og hjem på matriklen, hvor Ciska hurtigt bliver præsenteret for dagens første måltid – blandet op med en hel dåse asparges, tilsat en skefuld (ikke af plastik) olivenolie. Det hele ryger hurtigt ned – med stor tilfredshed fra hundens side.

 

Den næste tid observeres i vores have en mand (mig), som følger tæt efter en blond tæve hver gang den skal træde af på naturens vegne. I de mørke aftentimer er han påført pandelampe. De første 24 timer forløber uden resultat. Ciska har normal afføring og viser absolut ingen tegn på ubehag. Tanken strejfer mig, da jeg ligger vågen det meste af natten og gentænker forløbet, at hun måske slet ikke har slugt den famøse ske; at den måske er blevet ført væk af vinden. Nå, nej, det var jo næsten vindstille, da vi gik sporet. Tvivlen nager og næste morgen tager jeg igen ud på fjorden. Alene går jeg sporet frem og tilbage, mindst ti gange; men selvfølgelig og desværre uden resultat. Jeg skal skåne læseren for, hvordan min bedre halvdel havde mange spørgsmål til min beretning om det forløbne.

 

Ciska viser stadig ikke tegn på at noget er galt. Formiddagen går og det samme med eftermiddagen. Mange l.... bliver desekreret - uden resultat. Mange skrækscenariet bliver behandlet i mit efterhånden ret så trætte hoved. Tålmodighed er en dyd; men min har jeg efterhånden svært ved at finde.

 

Aftenen kommer og mørket forsvinder. Igen kan naboerne se en midaldrende mand bevæge sig rundt i den lille parcelhushave iført tændt pandelampe og bevæbnet med en stor skovl, lige i hælene på en blond hund.

 

Pludselig lyder et højt udbrud fra manden – et glædeligt et af slagsen. Mandens bedre halvdel kommer til syne i det oplyste vindue, og straks efter kan hendes tydeligt lettede mand, på skovlen fremvise en plastikteske, nydeligt emballeret – på langs – i en velformet efterladenskab, af slagsen man normalt ikke taler så meget om.

 

Naboerne, som måske netop har vænnet sig til synet af den pandelampeklædte nattevandrer, er nu vidner til opførsel af en glædesdans, der ikke vil lade meget tilbage i forhold til de indfødtes regndans på den midtamerikanske prærie. Lettelsen er ikke til at tage fejl af – og Ciska ser stadig lige veltilfreds ud; men hun skulle bare vide – nu er det slut med asparges i maden. Tak til hundens særegne anatomi.

 

Eftersnak:

 

Denne historie skal selvfølgelig ses i lyset af, at lige meget hvilke forholdsregler vi tager her i tilværelsen, så kan der ske skæbnesvangre ting, som er svære at forudse. I årevis har vi været mange, som har haft gode erfaringer med indimellem at bruge lidt kattemad i en foliedåse, når vi skulle træne lidt spor – også med en teske; men selvfølgelig skal vi (jeg) lære af vores erfaringer. I dette tilfælde gik det godt. Ciska fødte efterfølgende, fem uger senere, sit første kuld – syv velskabte hvalpe; men jeg bruger aldrig mere

plastikteskeer, når vi går spor, selvom det er praktisk.

 

Set i bakspejlet, så glemte jeg faktisk lige en ting – at glæde mig over et godt spor; men det gør jeg nu - trods alt.

 

Tekst: Claus Harding Hansen

 

(Artiklen har været trykt i Dansk Hovawart Klubs medlemsblad i juli 2015)